Boligfesten ramte udkanten i 2015

Infrastruktur

12/01/2016 13:48

Nick Allentoft

Antallet af bolighandler steg markant sidste år. Syddjurs og Læsø Kommuner oplever et voksende antal bolighandler. Det er in at bo på landet, siger de.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det danske boligmarked buldrede frem i 2015, hvor priserne steg over en bred kam, og antallet af handler gjorde det samme. 2015 var også året, hvor tendensen for alvor spredte sig ud i landet og ikke holdt sig til storbyerne.   Ifølge nye tal fra boligsiden.dk steg antallet af bolighandler med 19 procent til over 42.000 i 2015. Specielt gik antallet af handler frem i Region Syddanmark og Region Sjælland. I Syddjurs Kommune steg antallet af handler eksempelvis med 43 procent.   - Selv kommuner som Tønder og Sønderborg, hvor salget tidligere er gået trægt, har haft fremgang i antallet af handler på 10 og 18 procent. Der er kommet nye frugter i skålen, og det er ikke længere passende at tale om rådne bananer, siger kommunikationsdirektør hos boligsiden.dk Birgit Daetz.

De seneste tal fra Danmarks Statistik viser da også, at priserne på enfamiliehuse fra tredje kvartal 2014 til tredje kvartal 2015 steg over hele landet. Eksempelvis steg priserne i Region Sjælland med 8,8 procent og i Region Midtjylland med 5,1 procent.

- Når vi ser tilbage på 2015, så er det interessant, at der var 71 ud af 98 kommuner, der oplevede prisstigninger. Det er væsentligt flere, end vi har set i tidligere år, siger Birgit Daetz.   Ejendomsmæglerkæden EDC beretter også om øget aktivitet uden for Aarhus og København. Eksempelvis er der solid fremgang i Aalborg, hvor prisstigningerne og liggetiden for lejligheder matcher København.   - Først og fremmest er der tale om, at det gode boligmarked nu er nået til hele landet, skriver EDC’s kommunikationschef Jan Nordmann.   Borgmestre: Flere realiserer drømmen om landet Lave renter og en voksende tiltro til fremtiden har for alvor sat gang i bolighandlen i Danmark. Det mærkes blandt andet i Syddjurs Kommune, hvor antallet af handler er steget med 43 procent.   Ifølge borgmester Claus Wistoft (V) er det blandt andet de stigende huspriser i Aarhus, der får flere til i stedet at vælge en bolig i Syddjurs.    - Men det ligger også i tiden, at flere ønsker at realisere drømmen om at flytte på landet. Får de ikke job i kommunen, pendler de. Flere accepterer at have længere til jobbet og udnytter tiden frem og tilbage til at arbejde i, siger Claus Wistoft til Ritzau.

Han siger desuden, at kommunen har gjort meget ud af at brande sig selv med helsidesannoncer i dagspressen.

- Og så har begivenheder som DM i cykling og besøg af regentparret også medvirket til at sættes fokus på vores kommune, siger Claus Wistoft til Ritzau.   Også Læsø Kommune oplever en betydelig fremgang, og borgmester Tobias Birch Johansen (Læsø Listen) er ikke i tvivl om årsagen:   - Vi har fået 156 nye læsøborgere, og de skal jo have et sted at bo. Vi har selvfølgelig stadig huse til salg, men der er blevet færre de seneste år, siger han til Ritzau.   Han oplever, at flere end tidligere er parate til at gå på kompromis med deres karriere for i stedet at bo på landet.   - Det er blevet in at tænke mere på familien end bare at komme derudaf med karrieren. Man stiller sig tilfreds med en lidt lavere indkomst for i stedet at få en højere livskvalitet, siger han.   Nogle flytter til øen, fordi de får job, andre beholder jobbet på fastlandet og pendler.   - Tit ser vi, at den ene i et ægtepar får job på Læsø, og så rejser den anden frem og tilbage. Nogle på daglig basis, mens andre er hjemme for eksempel fire dage om ugen og arbejder uden for øen tre dage, siger Tobias Birch Johansen.     FAKTA: Størst og mindst fremgang i bolighandler Antallet af bolighandler steg i 2015. For tre kommuner gik det dog tilbage. Der var fuld gang i boligmarkedet i 2015. Som noget nyt gik antallet af handler markant frem også uden for de store byer.   * Størst fremgang:   1. Greve, 651 handler, +47 procent.   2. Læsø, 19 handler, +46 procent.   3. Glostrup, 170 handler, +45 procent.   4. Syddjurs, 393 handler, +43 procent.   5. Gribskov, 416 handler, +42 procent.   6. Fredericia, 419 handler, +40 procent.   * Fald og mindst fremgang   1. Frederiksberg, 76 handler, -16 procent.   2. Skive, 242 handler, -8 procent.   3. Lolland, 356 handler, -5 procent.   4. Nordfyns, 208 handler, 0 procent.   5. Vordingborg, 388 handler, 0 procent.   6. Samsø, 36 handler, +3 procent.   Kilde: Boligsiden.dk   /ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.