Der er sten på vejen: Lang vej til Thornings drøm om FN-topjob

Politik

24/09/2015 11:58

Nick Allentoft

Først efter FN-topmøde ved regeringen, om Thorning har en chance for at få job som flygtningehøjkommissær.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En tysk diplomat melder sig nu til topjobbet som FN's højkommissær for flygtninge, som også danske Helle Thorning-Schmidt søger. 

Læs her om den lange proces, der fortsat er i vente, inden vi ved, om Thorning får jobbet: 

* Fristen for at indstille kandidater til jobbet som FN's højkommissær for flygtninge udløb officielt 14. september, men det er stadig muligt at melde sit kandidatur i FN.

* Foruden Thornings ansøgning til topposten, er der kommet ansøgninger fra den italienske diplomat Filippo Grandi og den tyske diplomat Achim Steiner.

* Også andre kan have meldt sig - man behøver nemlig ikke melde officielt ud - og FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, offentliggør ikke, hvem der har meldt sig.

* Derudover har Ban Ki-moon meddelt, at han selv vil søge efter egnede kandidater. Den proces er der ikke sat frist på.

* Ban Ki-moon kan eksempelvis vælge en flygtningeforkæmper, som et medlemsland af forskellige årsager ikke selv har valgt at nominere. Eller han kan kigge på talenter, som allerede er i FN-systemet.

* Næste store prøve for Helle Thorning -Schmidt og hendes eventuelle modkandidater bliver FN's Generalforsamling, som indledes 28. september i New York.

* Her vil statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), udenrigsminister Kristian Jensen (V) og Helle Thorning -Schmidt mødes med andre lande for at søge opbakning til det danske kandidatur.

* Generalforsamlingen ventes at give en pejling på, om andre lande støtter Thorning og Danmark. 

* Et panel under FN ventes herefter at holde samtaler med udvalgte kandidater, og i oktober indstiller Ban Ki-moon tre navne til posten - hvoraf mindst én skal være en kvinde.

* Derefter vil Ban Ki-moon konsultere centrale medlemslande, før han sender ét navn videre som sin indstilling til FN's Generalforsamling, som træffer den endelige beslutning.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.