Ungarn vil bygge et grænsehegn flere steder ved landets grænse til Kroatien, siger Ungarns premierminister, Viktor Orbán, i et interview med den østrigske avis Die Presse.
Flygtninge overblik
Tusinder og atter tusinder af mennesker kommer i øjeblikket til Europa for at flygte fra forfølgelse og krig med drømmen om et liv i tryghed. Debatten raser om, hvad Europa skal gøre, og hvad Danmark selv skal gøre. Vi samler væsentlige og udvalgte relevante artikler på denne temaside.
- Vi vil også bygge et hegn på særlige steder på den kroatiske grænse, siger premierministeren, der gentager, at regeringen også har planer om at bygge hegn ved grænsen til Rumænien.
Det skal hindre, at migranter og flygtninge bruger grænseovergange her til igen at komme ind i Ungarn. Krisen med de mange tusinder migranter og flygtninge, der kommer fra Tyrkiet til Grækenland, hvorefter de sætter kurs mod Nordeuropa, har fået Ungarn til at bygge hegn langs den 175 kilometer lange grænse til Serbien. For de mange mennesker har brugt Serbien som transitland. De er så kommet til Ungarn, der er EU-land og også Schengenland, og som har pligt til at registrere de mange mennesker, da Ungarn i dette tilfælde er EU's ydre grænse. Men Ungarn er løbet over ende af de mange mennesker, som vil til Tyskland eller Skandinavien. Så hegnet blev bygget, og fra tirsdag blev grænsen lukket. Hegnet blev bakket op af politi. Det betyder, at denne adgang for migranter og flygtninge til de nordeuropæiske lande lige nu er lukket, og det var årsagen til, at der onsdag opstod uroligheder ved en grænseovergang. Her forsøgte unge mænd på den serbiske side at trænge igennem grænseovergangen, hvor politiet svarede igen på sten- og flaskekast med tåregas og vandkanoner. Onsdag aften er der set et par ungarske militærkøretøjer ved grænsen, og i Serbien siger indenrigsminister Nebojsa Stefanovic, at Serbien vil sende mere politi til grænseovergangen for at forsøge at kontrollere situationen. - Målet er at forebygge yderligere angreb på det ungarske politi fra vort territorium og på en human og respektfuld måde at få migranterne væk fra hegnet og det ungarske politi, hedder det i en erklæring fra ministeren. Svækkede flygtninge er strandet ved porten til EU Pladsen er tæt pakket med folk på flugt. Familier med små børn, ældre og unge mænd bor i simple telte i en serbisk lejr otte kilometer syd for grænsen til Ungarn. De har alle kurs mod Europa og har forladt Syrien, Irak eller Afghanistan. Mange i lejren ved byen Kanjiza i det nordlige Serbien vil krydse Ungarn, men har endnu ikke forstået, at deres ruteplaner skal revideres. For Ungarn er blevet et lukket land for flygtninge på gennemrejse. - Generelt er de frustrerede over, at de ikke får klar besked om, hvad de kan gøre, og hvor de kan tage hen. Der er mangel på officielle udmeldinger, siger Astrid C. Jensen, der er teamleder for Dansk Folkehjælps katastrofeenhed i Serbien. Hun er i lejren ved Kanjiza, hvor "et par hundrede" mennesker opholder sig. Men endnu flere vandrer frem og tilbage mellem teltpladsen og den ungarske grænse. De, der er klar over at grænsen er lukket, rejser til den kroatiske grænse længere mod syd, men fra den interimistiske lejr ved Kanjiza er der imidlertid langt til Kroatien. I hvert fald hvis turen skal tilbagelægges til fods. Og det er langt fra alle flygtninge og migranter i det nordlige Serbien, der er rustede til en længere, strabadserende rejse. Kolde nætter, dårlig hygiejne og træthed tærer på immunforsvaret, og mange er forkølede, har brystsmerter og vabler, lyder det fra Dansk Folkehjælp. Nogle har tilmed betændte sår og skader, fordi de har revet sig på pigtrådshegn eller er faldet under deres flugt. - Folk er generelt nedslidte, når de kommer til os, siger Astrid C. Jensen. Mens folk er strandet ved grænsen til Ungarn, kører busser nu med flygtninge og migranter til Sid ved Kroatien fra den sydlige serbiske by Presevo. Og onsdag eftermiddag sendte ungarsk politi tåregas mod flygtninge og migranter, der brød igennem en grænseport mellem Serbien og Ungarn. /ritzau/