Grækenlands premierminister har præsenteret en ny plan til en aftale med internationale långivere på et telefonmøde søndag med lederne for Tyskland, Frankrig og EU-Kommissionen.
- Premierministeren har fremlagt et for alle fordelagtigt græsk oplæg for de tre ledere, og det vil bane vej for en endelig løsning og ikke udsætte problemet, hedder det i en udtalelse fra premierminister Alexis Tsipras' kontor.
Beskeden kommer dagen før et topmøde mellem eurolandenes stats- og regeringschefer mandag i Bruxelles.
Erklæringen fra Athen indeholder ingen detaljer om forslaget. Søndag formiddag var den græske regering samlet til møde, hvor Tsipras orienterede sine ministre om linjen i forhandlingerne.
Hidtil har Grækenland på den ene side, og långiverne på den anden, stået meget langt fra hinanden i forhandlingerne. Regeringen i Athen har afvist at acceptere de reformkrav, som fra eurolandenes side er præsenteret som ufravigelige.
Den græske finansminister har i en aviskommentar søndag givet udtryk for kompromisvilje.
Italiens premierminister: Vi skal gribe den græske hånd Det kan ende med en "win-win"-aftale mandag, når Grækenland mødes med internationale långivere, siger italienske Renzi. Den håndsrækning bør de internationale långivere gribe, mener den italienske premierminister. - Det vil være en fejl ikke at gribe denne mulighed, som byder sig, siger Renzi på et fælles pressemøde med Frankrigs præsident, François Hollande. Renzi siger, at alt er på plads for en "win-win"-aftale, der kan sætte punktum for gældskrisen. Premierministeren mener, at stats- og regeringscheferne for de 19 eurolande mandag på et topmøde bør kunne nå frem til en "positiv løsning". Hollande bekræfter modtagelsen af det græske forslag. - Grækenland har sendt dets nye forslag til EU-Kommissionen, og jeg tror også, at Den Internationale Valutafond og Den Europæiske Centralbank har fået det, siger den franske præsident. François Hollande understreger, at det er institutionerne, som fører forhandlingerne med Grækenland. Landets nuværende låneprogram udløber med udgangen af juni. Tsipras mødes med kreditorerne på græsk skæbnedag
Der venter et skæbnemøde, når eurozonens 19 stats- og regeringschefer samles i Bruxelles mandag - lidt over en uge før, at det eksisterende låneprogram udløber med udgangen af juni. Den græske regeringschef mødes inden topmødet i eurozonen med Grækenlands store kreditorer. Her har eurozonens regeringschefer sat hinanden stævne for at drøfte, hvad der skal ske med Grækenland.
En diplomat i Bruxelles siger til det franske nyhedsbureau AFP, at Tsipras mandag morgen mødes med Jean-Claude Juncker, formand for EU-Kommisionen. I løbet af weekenden har de to ledere ifølge diplomaten haft flere telefonsamtaler i forsøget på at finde en løsning, så Grækenland ikke går fallit. I Athen, den græske hovedstad, siger regeringen, at Tsipras har booket flere end Juncker i sin kalender inden topmødet. Han skal også mødes med repræsentanter for Den Internationale Valutafond (IMF) og fra Den Europæiske Centralbank (ECB). De to organisationer har sammen med EU holdt Grækenland økonomisk flydende i de seneste fem år med kæmpe milliardlån, men nu er det ved at være slut. Grækenland vil have den sidste portion af kriselånene frigivet, men kreditorerne kræver, at Grækenland til gengæld skal forpligte sig til en række reformer og besparelser, hvilket den venstreorienterede Tsipras-regering hidtil har nægtet. Imidlertid står Grækenland med ryggen mod muren, for den 30. juni skal et afdrag på et IMF-lån falde, og det ser ud til, at Grækenland ikke har de penge. Det handler om 1,5 milliarder euro. Falder pengene ikke, kan Grækenland efter alt at dømme erklæres fallit, og så er der risiko for, at landet må forlade eurozonen, hvilket bringer hele europrojektet i usikkert farvand. /ritzau/AFP