Mette Frederiksen - fra kronprinsesse til partidronning: Lover Løkke og Thuelsen kamp til stregen

Politik

28/06/2015 17:00

Nick Allentoft

Mette Frederiksen blev søndag valgt som ny formand for Socialdemokraterne ved en ekstraordinær kongres. S er klar til samarbejde, men DF må tage ansvar for at lægge mandater bag blå regering, siger hun. Se listen over S-formænd her.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Socialdemokraternes nye formand, Mette Frederiksen, tager i sin første tale som partiformand imod statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og hans ønske om at samarbejde bredt i Folketinget.   - Vi socialdemokrater er ikke på vej til en lang gold oppositionsperiode. Vi respekterer danskernes valg. Vi vil tage ligeså meget ansvar for Danmark, mens vi er i opposition, som når vi er i regering, siger hun.   Men dermed skal man ikke tro, at Socialdemokraterne vil holde hånden under Venstres nydannede regering, hvis der bliver problemer med samarbejdet blandt de borgerlige partier.   Mette Frederiksen lægger på ingen måde skjul på, at ambitionen er at generobre regeringsmagten, som partiet trods mandatfremgang mistede ved folketingsvalget 18. juni.   Med adresse til Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, hvis parti blev det største i den borgerlige lejr, siger hun.   - Kristian, tro ikke et øjeblik, at du kan bruge vores mandater til fortsat at køre på frihjul i dansk politik. Det er jo dig, der peger på Lars Løkke Rasmussen.   - Man kan ikke både pege på Lars Løkke som statsminister og samtidig lade som om, at man tilhører et socialt progressivt flertal. Nu har du fået mandaterne. Nu må du også tage ansvaret, siger Mette Frederiksen.   Hun sammenfatter sin position over for den nye regering i et løfte til Lars Løkke Rasmussen:

- Socialdemokratiet vil være både med- og modspiller. Når vi sammen, kan skabe resultater, der er de rigtige for Danmark - så er vi din medspiller. Men når du skævvrider Danmark og glemmer at tænke på dem, der har mindst. Så er vi din hårdeste modspiller.

 

Blå bog: Mette Frederiksen

* Navn: Mette Frederiksen.

* Alder: 37 år, født 19. november 1977 i Aalborg, datter af typograf Flemming Frederiksen og pædagog Anette Frederiksen.

* Politisk karriere:

2000: Kandidat for Socialdemokratiet i Ballerupkredsen.

2001-2007: Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Københavns Amtskreds.

2001-2005: Kultur-, medie- og ligestillingsordfører.

2005-2011: Socialpolitisk ordfører.

2005-2011: Medlem af socialudvalget.

2005-2011: Næstformand i Socialdemokratiets folketingsgruppe.

2007-2014: Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Københavns Omegns Storkreds

2011-2014: Beskæftigelsesminister.

2014-2015: Justitsminister.

* Uddannelse og erhverv:

1983-1993: Byplanvejens Skole.

1993-1996: Student, Aalborghus Gymnasium.

2000-2001: Ungdomskonsulent i LO.

2007: Bachelor i administration og samfundsfag, Aalborg Universitet.

2009: Masteruddannelse i Afrikastudier, Københavns Universitet.

* Privat:

Tidligere gift med Erik Harr. Sammen har de datteren Ida Feline og sønnen Magne.

Kilder: Folketinget og Justitsministeriet.

 

FAKTA: Socialdemokratiske formænd - fra 1871 til 2015 Partiet blev stiftet i efteråret 1871 af Louis Pio, Harald Brix og Paul Geleff.   Her er listen over partiets formænd siden stiftelsen:   Mette Frederiksen (2015- )   Helle Thorning-Schmidt (2005-15).   Mogens Lykketoft (2002-05).   Poul Nyrup Rasmussen (1992-2002).   Svend Auken (1987-92).   Anker Jørgensen (1973-87).   Jens Otto Krag (1962-72).   Viggo Kampmann (1960-62).   H.C. Hansen (1955-60).   Hans Hedtoft (1939-42 og 1945-55).   Vilhelm Buhl (1942 og 1945)   Thorvald Stauning (1910-39).   Peter Knudsen (1882-1910).   Chr. Hørdum (1877 og 1880-82).   Louis Pio (1871-72 og 1875-77).   Da Pio blev fængslet i 1872 i forbindelse med en demonstration, fungerede cigarmager Carl Würtz, cigarmager P.C. Johnsen, snedker Sophus Pihl og barber E.W. Klein som formænd.   Desuden har der været en række andre fungerende formænd i perioder.   Kilde: Socialdemokraterne   /ritzau/  

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.