Børnebogsforfatter og tidligere folketingsmedlem Özlem Cekic har i skolebogen LæseRaketten skrevet en historie, der er målrettet skolebørn og omhandler omskæring af drengebørn.
Ifølge Cekic skal historien hjælpe lærere og elever til at tale om omskæring, og om hvorfor nogle drenge ser anderledes ud.
- Realiteten er, at der er tusindvis af drengebørn, som er omskåret. Så er vi nødt til at snakke med dem om det, uden det bliver stigmatiserende. For de kan jo godt se, at de er anderledes, siger hun.
Özlem Cekic håber, at historien vil bidrage til en større kultur- og religionsforståelse mellem børn med forskellig religiøs og kulturel baggrund. For omskæring er et emne, der kan være meget svært at tale om, mener hun.
- Debatten er ekstremt dæmoniserende. På den ene side har du mennesker, der mener, at det er en lemlæstelse af børn og kalder det tortur. På den anden side har du forældre, der omskærer, som finder det helt naturligt og ikke forstår, at nogle synes, at det er underligt at skære forhuden af raske børn.
LæseRaketten udgives årligt af udviklingsorganisationen Oxfam Ibis og når ud til cirka 175.000 skolebørn. Formålet er at præsentere børn for ting, der er fremmed for deres egen hverdag, men alligevel er en del af den.
Historien omhandler den dansk-kurdiske pige Ayse, som får en lillebror. Hun glæder sig til sin lillebrors omskæringsfest, men skal over for sine veninder forsvare omskæringen af lillebroren.
Personligt er Cekic imod et forbud mod omskæring, men understreger, at historien ikke er en reklame for omskæring.
- Jeg synes, at de, der går ind for et forbud, hurtigt glemmer, hvordan det skal effektueres. Skal vi kriminalisere samtlige muslimer og jøder i Danmark? Skal vi tvangsfjerne børn, der bliver omskåret? Jeg tror ikke, at det er vejen frem, lyder det fra Özlem Cekic.
Ifølge Özlem Cekic tjener hun intet på historien, da den er doneret til Oxfam Ibis.
LæseRaketten sendes ud til skoler i denne uge.
Her kan du få et overblik over Sundhedsstyrelsens vejledning:
* Omskæring af drenge er et operativt indgreb og dermed forbeholdt læger. Men det behøver dog ikke være en læge, der udfører omskæringen.
* Autoriserede sundhedspersoner kan gøre brug af medhjælp, hvor eksempelvis en rabbiner kan udføre omskæringen. Det indebærer dog, at lægen skal være til stede under indgrebet.
* Skal et drengebarn under 15 år omskæres, må det ikke ske, uden at der foreligger et såkaldt informeret samtykke fra forældremyndighedens indehaver.
* Hvis der er tale om fælles forældremyndighed, skal begge forældre informeres og give samtykke til indgrebets udførelse.
* En ung, der er fyldt 15 år, kan selv give informeret samtykke til indgrebet.
Kilde: Sundhedsstyrelsen