Oliemilliarder i Topfonden skrumper
KØBENHAVN: Regeringen kommer til at lede efter alternativ finansiering til sin storstilede togfond, hvis ikke olieprisen stiger dramatisk over de kommende år. I den økonomiske redegørelse, som landets ledere torsdag har fremlagt, venter man en oliepris på 88 dollar per tønde i december 2015 og 97,2 et år senere. Det er langt under den oliepris, som man budgetterede med, da man besluttede at bruge provenuet fra en øget beskatning af olien fra den danske del af Nordsøen til en omfattende elektrificering af jernbanen. På baggrund af tal fra Skatteministeriet skrev Jyllands-Posten sidste år, at regeringen har regnet med en gennemsnitlig oliepris på 134 dollar per tønde for årene 2015 til 2020.
Danske F-16-fly bomber igen løs mod IS i Irak
KØBENHAVN: Forsvaret meddelte torsdag, at danske F-16-fly har kastet 14 bomber mod fjendtlige styrker, køretøjer og bygninger i løbet af de seneste 19 missioner. På nogle af missionerne har F-16-flyene ageret luftstøtte for soldaterne på landjorden. På andre missioner har målene på forhånd været udførligt og detaljeret planlagt for derefter at blive bombet. Nogle opgaver har også handlet om at overvåge og indhente efterretninger. På disse overvågningsmissioner har flyene dog været klar til at anvende våben, skulle det blive nødvendigt.
Anklager kræver syv et halvt år til hashbagmand
KØBENHAVN: Syv et halvt år. Så længe skal 45-årige JJ sendes bag tremmer for sin formodede rolle som bagmand bag enorme hashleverancer til Christiania, hvis det står til anklagemyndigheden. Det fortalte senioranklager Henrik Bergqvist torsdag i Københavns Byret, hvor JJ sammen med seks andre mænd sidder tiltalt i den såkaldte "leverandørsag". Leverandørsagen er en del af et større sagskompleks - af politiet kaldet Operation Nordlys - om hashhandel på Christiania. JJ er i sagen tiltalt for at have orkestreret levering af hash, som skulle sælges på Christiania. Alt i alt løber det op i omegnen af to ton hash.
Spritbilister får halv pris på alkolåse
KØBENHAVN: Fra marts næste år får dømte spritbilister mulighed for hurtigere at komme tilbage bag rettet, hvis de punger ud til en såkaldt alkolås. Loven om alkolåse blev vedtaget helt tilbage i 2010, men først nu er man klar med en løsning til, hvordan ordningen skal indrettes og administreres. Alkolåsen måler førerens promille med et alkometer og aktiverer en startspærrer, hvis der er for meget alkohol i systemet. Og det til en lavere pris end først ventet. For et år siden forventede Rigspolitiet en pris på op mod 60.000 kroner for en alkolås, men nu forventes prisen at blive på mellem 20.000-25.000 kroner.
Jelved: DR's bestyrelsesformand får fire år mere
KØBENHAVN: Kulturminister Marianne Jelved (R) har valgt at genudpege Michael Christiansen som DR's bestyrelsesformand for de næste fire år. Det oplyste Kulturministeriet torsdag. Den tidligere departementchef og direktør for Det Kongelige Teater har været formand for DR's bestyrelse siden 2008. - Michael Christiansen har stor indsigt i DR’s forhold, og han vil sammen med den øvrige bestyrelse kunne yde god sparring til DR’s direktion, sagde kulturministeren. I samme omgang udpegede kulturministeren direktør for Pressalit Group Dan Boyter og kommunikationsrådgiver Nanna Kalinka til nye medlemmer af bestyrelsen.
Far mishandlede sin søn i otte år
NÆSTVED: En 37-årig mand blev torsdag ved Retten i Næstved idømt halvandet års fængsel for årelang grusom mishandling og nedværdigende behandling af sin egen søn. Overgrebene tog fart i sommeren 2006, da drengen var tre år gammel, og holdt først op, da overgrebene i juni i år blev meldt til politiet. Flere gange om måneden fik drengen lussinger i ansigtet og både knytnæveslag og spark på kroppen i deres hjem i Køge og i Faxe. I flere tilfælde tog faren kvælertag på drengen, så han ikke kunne få luft, og i et tilfælde løftede han drengen op og kastede ham ned på gulvet, så han slog hovedet mod en væg.
Hver tredje fyrværkeriskade går ud over børn og unge
KØBENHAVN: Da 2014 blev skudt ind for knap et år siden, og nytårshimlen blev oplyst af farverigt fyrværkeri, fik det konsekvenser for et større antal børn og unge under 15 år. Cirka en tredjedel af alle fyrværkeriskader ramte nemlig netop denne gruppe, viser en opgørelse fra Ulykkes Analyse Gruppen ved Odense Universitetshospital, der har indsamlet tal fra alle sygehuse i Danmark for nytårsdøgnet sidste år. Tallene viser, at 66 børn under 15 år måtte en tur på skadestuen som følge af fyrværkeriskader 31. december til 1. januar. Det svarer til 30 procent af de i alt 228 personer, der kom til skade med fyrværkeri.
Færgedrift til Køge og Ystad er sikret med ny aftale
KØBENHAVN: Der skal fortsat sejle færger til både Køge og Ystad alle ugens syv dage, og passagererne kan glæde sig over, at det bliver lidt billigere at komme til Bornholm. Trafikminister Magnus Heunicke (S) er tilfreds med aftalen, der blev indgået torsdag aften mellem regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative. - Der har været et stort ønske fra især erhvervslivet om, at der fortsat skal være færger til Køge syv dage om ugen. Det ønske opfylder vi, konstaterer Magnus Heunicke i en pressemeddelelse. Ifølge ministeren er udbuddet skruet sammen på en måde, som sikrer, at lavere priser bliver højt prioriteret for den fremtidige operatør. Den eksisterende aftale om færgedrift til Bornholm udløber i 2017.
De borgerlige vil næsten halvere ydelsen til flygtninge
KØBENHAVN: Hvis de borgerlige partier, som meningsmålingerne tyder på, får regeringsmagten efter næste valg, skal flygtninge regne med at få en markant lavere ydelse end i dag. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten. Venstre får fuld opbakning i blå blok til den del af et nyt integrationsudspil, hvor partiet foreslår, at flygtninge og familiesammenførte skal ned på SU-niveau, som er på knap 5900 kroner om måneden. Til sammenligning får de i dag kontanthjælp, som for en enlig er på cirka 10.700 kroner. Samtidig vil Venstre belønne de flygtninge, der viser vilje til integration, så de gradvist kan gøre sig fortjent til en højere ydelse. Resten skal på ubestemt tid på den nye, lave integrationsydelse.