Selv om fjernvarme er det samme i Lemvig som i København, kan prisen variere næsten 20.000 kroner om året, alt efter hvilket fjernvarmeværk man er tilknyttet.
Den billigste forsyning af fjernvarme koster 5628 kroner årligt, mens den dyreste når op på 25.150 kroner. Prisen er udregnet for en standardbolig på 130 kvadratmeter.
Det viser Energitilsynets fjernvarmestatistik for 2017. Tilsynet holder øje med 405 værker, der leverer fjernvarme til husholdninger.
Prisforskellen for at få varmet boligen op er markant, mener Martin Windelin, kontorchef i Center for Varme ved Energitilsynet.
- Der er meget store prisforskelle på fjernvarme. Især når man tænker på, at fjernvarme er et ensartet produkt, siger han.
Energitilsynet konkluderer i analysen, at der er flere faktorer, som spiller ind, når prisen for levering af varme skal fastsættes, fortæller Martin Windelin.
- En lille forsyning er generelt dyrere, fordi den ikke har særlig mange kunder at fordele udgifterne ud på. Det er også i gennemsnit dyrere at blive forsynet med fjernvarme langt ude på landet end i store og mellemstore byer.
- Men der er ikke en sammenhæng én til én, siger han.
Typen af brændsel, som fjernvarmeværket bruger, spiller også en rolle.
Analysen kan ud fra de faktorer - størrelse, afstand til kunderne og brændselstype - forklare to tredjedele af prisgabet.
Den sidste tredjedel bliver ifølge Martin Windelin påvirket af blandt andet effektiviteten på de enkelte værker.
- Det ser ud til, at nogle af fjernvarmeværkerne ikke er særlig effektive. I øjeblikket må virksomhederne bare tage den pris, som de har i omkostninger.
Martin Windelin vurderer, at man vil kunne høste en besparelse på mellem halvanden og to milliarder kroner på landsplan ved at stille større krav om effektivitet til de enkelte værker.
Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) vil sætte gang i effektiviseringen og har pålagt fjernvarmeværkerne at spare 2,3 milliarder kroner inden 2025.
En gevinst, der skal hentes gennem effektiviseringer samt et loft over, hvor store udgifter de enkelte fjernvarmeværker må have.
- Selv på det mest veldrevne værk kan der altid hentes en effektiviseringsgevinst. De penge vil komme forbrugerne til gavn i form af en lavere fjernvarmepris, siger Lars Christian Lilleholt.
/ritzau/