Regeringen vil ophæve strandbeskyttelseszonen i bynære områder mellem by og havn.
Det skal gøre det lettere for kommuner og turistvirksomheder at etablere overnatningsmuligheder og aktiviteter til gavn for turismen, da de ikke skal spørge om lov hos Naturstyrelsen først.
Det forslag vækker begejstring hos flere organisationer i den danske turismebranche, som ser gode perspektiver i en lempelse af strandbeskyttelseslinjen.
- Ved at tilbyde turisterne flere aktiviteter får kystturismen bedre mulighed for at udnytte sit potentiale for at skabe vækst og job til Danmark.
- Samtidig åbnes der op for at styrke turismen hele året, blandt andet gennem længere udlejningsperioder for sommerhuse, siger Visit Denmarks administrerende direktør, Jan Olsen.
Jan Olsen understreger dog, at det er afgørende, at ændringerne sker i respekt for den omkringliggende natur, da de danske kyster er blandt de største aktiver i dansk turisme.
Hos Dansk Turismefremme mener man, at lempelserne kan skabe vækst og arbejdspladser i hele landet, hvis forslaget gennemføres.
- Det giver en mere fair balance, at det ikke kun er få udvalgte kommuner, der kan bygge ved kysterne.
- Blødere og mere lempelige regler vil styrke den lokale turismeudvikling, skabe en øget omsætning og ikke mindst generere nye arbejdspladser i udkantsområderne, mener Dansk Turismefremmes formand, Anne-Mette Knattrup.
Regeringens nye plan rummer også muligheden for længere udlejningsperioder af sommerhuse, da regeringen foreslår at udvide sommerperioden fra 26 til 34 uger. Det er sød musik i ørerne på Feriehusudlejernes Brancheforening.
- Det er en meget flot anerkendelse af vores erhverv, som vil skabe vækst på mange hundrede tusinde overnatninger, siger direktør Carlos Villaro Lassen.
/ritzau/