Vækst på 33 procent på fem år: Flere undersøges for en sikkerheds skyld

Velfærd

06/02/2017 12:52

Nick Allentoft

Usikre læger og politiske behandlingspakker er skyld i voldsomt vækst i ambulante undersøgelser, siger overlæge, der kalder udviklingen forrykt.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Danske patienter sendes i stor stil til unødvendige undersøgelser og kontroller på sygehusene. Det går ud over de syge, som skubbes bag i køen.

Det fastslår en gruppe bekymrede overlæger og professorer fra Aalborg Universitetshospital (AAU) i Morgenavisen Jyllands-Posten mandag.

De henviser til, at antallet af ambulante undersøgelser og opfølgningskontroller på landets sygehuse er steget voldsomt de seneste seks år - uden at der samtidig er sket et fald i antallet af indlagte patienter.

Ifølge nøgletal fra Sundhedsdatastyrelsen gennemgik danske patienter i 2009 i alt ti millioner ambulante undersøgelser, mens tallet i 2015 var steget med 33 procent til 13,3 millioner.

- Det er en fuldkommen vanvittig stigning. På kort tid er der genereret en voldsom mængde unødvendige nye undersøgelser, og intet relevant sundhedsmæssigt fænomen som for eksempel øget sygelighed kan retfærdiggøre stigningen.

- Det er en bekymrende og farlig udvikling, siger Peter Søgaard, professor og overlæge dr.med. på hjerteafdelingen på AAU.

Hans kollega Niels Holmark Andersen, som er specialeansvarlig overlæge på hjerteambulatoriet, kalder udviklingen forrykt.

Han forklarer den blandt andet med usikre læger, der henviser til stribevis af undersøgelser for en sikkerheds skyld samt politisk bestemte hjerte- og kræftpakker med alt for stive tidskrav.

Hos Danske Regioner siger formand Bent Hansen (S):

- Antallet af gennemførte skanninger, operationer og kontroller har jo været en del af succeskriteriet i mange år, og vi er kommet i mål med meget.

- Men vi må også standse op nu og begynde at måle på ikke blot volumen, men også på hvad der har værdi for patienterne.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) fastslår, at det er regionerne, der har ansvaret for, at en "spildkultur" ikke udvikler sig blandt personalet.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.