Brugte kursus som afsæt for fyringer: Nu må kommunen betale godtgørelse

Ledelse

25/11/2016 10:59

Nick Allentoft

13 tidligere regnskabs-medarbejdere i Københavns Kommune får nu et økonomisk plaster på såret i form af en godtgørelse, efter de blev fritstillet i maj. Det skriver Avisen.dk.

Godtgørelserne svinger mellem 26.000 og 77.000 kroner. Pengene må kommune hoste op med, blandt andet fordi en gren i overborgmester Frank Jensens (S) forvaltning gennemførte et forkvaklet forløb med et kursus, der endte med at koste medarbejderne jobbet.

Alt i alt kommer det til at koste Københavns Kommune 741.000 kroner, at man ikke har fulgt overenskomsten, da man fyrede de 13 medarbejdere.

Før fyringerne var de 13 ansatte fra februar til april gennem et meget kritiseret forløb med et kursus. Først sent i kurset fik deltagerne at vide, at enten bestod de den afsluttende prøve, eller også blev de fyret.

Ved den afsluttende prøve dumpede 16 ud af 20 regnskabs-medarbejdere. 80 procent dumpede altså.

- Sagen her har handlet om en utrolig uprofessionel håndtering fra ledelsens side, siger Winnie Axelsen, som er formand HK Kommunal Hovedstaden, der har ført sagen for de fyrede, til Avisen.dk.

I forliget mellem Københavns Kommune og HK Kommunal Hovedstaden kommer kommunen med en indirekte erkendelse af, at alt ikke er foregået efter 'bogen'. I forligs-teksten står blandt andet, at det ikke har:

"stået tilstrækkelig klart, hvad et utilfredsstillende kompetence-udviklings-forløb (det famøse kursus, red.) ville betyde for ansættelses-forholdet."

- Den formulering og godtgørelserne er det tætteste, som Københavns Kommune kommer på en undskyldning, siger Winnie Axelsen.

En af de fyrede Bine Elmkjær sætter pris på godtgørelsen, men understreger samtidig:

- Godtgørelserne kan medvirke til, at andre ikke skal gennem sådan en svikmølle, som vi har været gennem. Netop at forhindre det har været det vigtigste for mig lige siden, vi blev fyret, siger hun til Avisen.dk.

Fyringerne skete i Koncernservice, som er den centrale del af Økonomiforvaltningen under overborgmester Frank Jensen (S). Om hans rolle i sagen siger Winnie Axelsen:

- Mit indtryk er, at Frank Jensen har brugt sagen til at få set på kulturen i sin egen afdeling – altså Økonomiforvaltningen. Her var der før store problemer med arbejdsmiljøet.

- Nu efter sagen er der virkelig sket forandringer til det bedre, og det tror jeg, Frank Jensen har en del af æren for.

Frank Jensen selv udtalte sig om sagen til Avisen.dk i sommer. Nu henviser borgmesteren til en direktør i kommunen.

- Vi har selvfølgeligt lært noget af processen også i denne sag, blandt andet om kommunikationen. Vi er blevet enige med HK om, at der nu er behov for at se fremad, skriver Ivan Kristoffersen, som er direktør i Koncernservice, til Avisen.dk.

Eftertanke er der i Københavns Kommune. Blandt andet hos Ivan Kristoffersen, som er direktør i Koncernservice. Det var i denne afdeling under Økonomiforvaltningen, at de 13 blev fyret fra.

Winnie Axelsen fra HK Kommunal Hovedstaden fortæller, at kommunen har udsendt besked til alle ansatte på tværs af forvaltninger om, at det at dumpe på et kursus ikke fører til en fyring.

Mest Læste

Annonce