Cirkulær økonomi – tid til at tage fat

Bæredygtighed

20/06/2017 10:39

Rikke Fischer-Bogason

Mens regeringens Advisory Board for cirkulær økonomi præsenterede deres anbefalinger, mødtes 1500 changemakers til World Circular Economy Forum i Helsinki. Trods de engelske låneord viste WCEF, at cirkulær økonomi ikke bare er endnu et buzzword.

Der er for alvor sat gang i omstillingen til den cirkulær økonomi. Mens regeringens Advisory Board trak overskrifter i Danmark, mødtes over 1500 forskere, beslutningstagere og virksomhedsrepræsentanter fra mere end 105 lande i Helsinki til World Circular Economy Forum 2017. At den finske hovedstad blev værtsby er ingen tilfældighed. Finland er langt fremme med omstilling til den cirkulære økonomi og viser inspirerende lederskab med deres vision og roadmap for, hvordan cirkulær økonomi skal gøres til en realitet.

WCEF satte fokus på, hvordan cirkulær økonomi åbner nye muligheder for at skabe velfærd og vækst gennem synergieffekter på tværs af brancher og aktører. Ligeledes var et centralt tema, hvordan cirkulær økonomi kan være en væsentlig motor for at nå FNs Agenda 2030 og Sustainable Development Goals.

Men WCEF er mere end bare en branchefest. Forummet er vigtig i forhold til at forme vores forståelse samt i relation til at dele og diskutere ideer, visioner og løsninger - politisk, forskningsmæssigt og virksomhedsmæssigt, men også for offentligheden som helhed. For selvom et advisory board kan trække overskrifter for en kort bemærkning, er ideen om cirkulær økonomi fortsat ganske abstrakt i den brede befolkning, og mange er ikke klar over hvilke ændringer, der er nødvendige i vores livsstil og hverdag for at sikre en bæredygtig fremtid.

PlanMiljø er med til at vise vejen for mobilindustrien

PlanMiljøs rådgivere var blandt de mange inviterede deltagere, der var kommet for at dele erfaringer og løsninger, der kan give virksomheder konkurrencemæssige fordele, skabe mere værdi og generere vækst, jobs og gunstig miljøudvikling i samfund verden over. I samarbejde med WCEF og Nordisk Ministerråd afholdt PlanMiljø et sideevent med fokus på omstilling af mobiltelefonindustrien. Netop mobiltelefoner er et eksempel på en produktgruppe med stort cirkulært potentiale. Mobiltelefonerne kan designes til længere produktliv, og producenterne kan støtte lang levetid med reservedele og reparationsvejledninger. Og så er det vigtigt , at telefonerne designes, så de kan skilles ad ved endt brug, så producenten kan tage dem tilbage og genanvende de mange metaller og andre ressourcer, som telefonerne indeholder.

Virksomheder som Puzzlephone, Sony, ClosingTheLoop og Phonehero er alle eksempler på virksomheder fra mobilindustrien, der er ved at tage de første skridt i en cirkulær retning. Det gør de bl.a. ved at udvikle modulære mobiltelefoner, ved at etablere kundevenlige reparationsmuligheder og ved at styrke genanvendelsen også i udviklingslande. Konferencen viste, at der er et stort uudnyttet potentiale for yderligere tiltag, som kan styrke både miljø og økonomi i de kommende år.  

Men udviklingen af cirkulære modeller i mobilindustrien kræver mere end designere, der forstår at udvikle telefoner, der kan skilles ad. Virksomhederne må tænke strategisk og langsigtet, når det kommer til den cirkulære økonomi. Det kan virke kompliceret at tage hul på, men med en veludviklet strategi og en plan for trinvis implementering er man godt i gang.

Der er hjælp at hente

Helt i tråd med WCEF2017 oplever PlanMiljø et stigende behov og efterspørgsel fra virksomheder i forhold til, hvordan de konkret kan arbejde med cirkulær økonomi, grøn omstilling og bæredygtighed. Og vi står godt rustet til at hjælpe med mere end 25 års erfaring i at rådgive private virksomheder og det offentlige i bl.a. visions- og strategiudvikling, bæredygtig omstilling og grøn forretningsudvikling. Alene i 2017 har vi arbejdet med flere end 25 projekter med fokus på den cirkulære økonomi, og vi ser frem mod mange nye spændende cirkulære udfordringer i den kommende tid.

Mest Læste

Annonce