Dansk drikkevand forurenet af svampemiddel

Bæredygtighed

05/06/2018 10:59

Freja Eriksen

Et gammelt svampemiddel er sandsynligvis synderen bag fund af hidtil ukendt pesticid i grundvandet.

To vandværker har måttet lukke ned efter fund af nyt pesticid i grundvandet. Det er samtidig fundet hos otte ud af 14 vandværker hos Hovedstadens Forsyningsselskab, Hofor. 

Det skriver DR.

Der er tale om pesticidresten dimethylsulfamid, som man ikke ved meget om.

- Der tegner sig et dystert billede af, at både forbudte og tilladte pesticider finder vej til vores grundvand og dermed udgør en alvorlig trussel for danskernes drikkevand, skriver interesseorganisationen for drikkevands- og spildevandsselskaber, Danva, i en pressemeddelelse.

Direktør i Danva Carl-Emil Larsen mener, at politikerne én gang for alle skal skærme drikkevandet mod pesticider.

- Vandselskaberne kæmper en indædt kamp for at holde rester af tilladte og forbudte pesticider ude af drikkevandet. 

- Det er på tide, at politikerne opfylder danskernes ønske om rent, pesticidfrit drikkevand og får det beskyttet en gang for alle, siger han.

Ved værkerne i Dragør og Hvidovre blev stoffet fundet i koncentrationer over grænseværdien. De to værker blev midlertidigt lukket ned, da man opdagede giftresterne i vandet.

Hidtil har stoffet ikke været på den liste over pesticider, som vandværkerne skal teste for. Men en mistanke fik alligevel Hofor til at undersøge vandet for det hidtil ukendte stof.

Det fortæller Ann-Katrin Pedersen, der er leder af vandkvalitetssektionen i Hofor, til DR.

- Normalt tror vi jo, at vi tester for de problemstoffer, der er. Så det er overraskende, at vi finder det her stof, og at vi finder det i så høje koncentrationer, siger hun.

Efterfølgende fortæller Vandcenter Syd i Odense til DR, at man også der har igangsat prøver af drikkevandet.

Ifølge Danva kan dimethylsulfamid være et nedbrydningsprodukt fra pesticidet tolylflyonid, der blev trukket fra markedet i 2007.

Det var godkendt fra 1973 til 2007 og blev brugt til at bekæmpe svampe i afgrøder som jordbær og tomater.

Pesticider har været på dagsordenen meget på det seneste. Den seneste store grundvandsovervågning afslørede dybt alvorlige problemer med nedbrydningsproduktet desphenyl-chloridazon i grundvandet.

Bæredygtighed

Vi samler de væsentlige historier om bæredygtig omstilling her.

 

 

Mest Læste

Annonce