Energiaftalen fra 2012 forventes samlet set at blive 1,5 milliarder kroner billigere end forudsat i perioden 2017-2020.
Det viser beregninger fra Folketingets økonomiske konsulenter, der blandt andet tager højde for den lavere pris, som havvindmølleparken Kriegers Flak kan bygges for.
De samlede udgifter til den heftigt omdebatterede støtteordning PSO ventes ganske vist at blive højere end forudsat. Men til gengæld er prisen for blandt andet at opføre vindmølleparker faldet så meget, at det i det samlede regnestykke mere end opvejer den stigende udgift hertil, viser notatet. Fra både Socialdemokratiet, Enhedslisten og De Radikale lyder det, at beregningerne endegyldigt hamrer en pæl igennem regeringens argumenter om, at man er nødt til at spare på den grønne omstilling. Det vil regeringen gøre ved at droppe en ellers planlagt park med kystnære vindmøller ud for den jyske vestkyst. - Der er ikke nogen grund til at nedjustere ambitionerne i energiforliget. Både de kystnære møller og Kriegers Flak skal gennemføres, siger Enhedslistens energiordfører, Søren Egge Rasmussen. Socialdemokraternes finansordfører Benny Engelbrecht mener, at der bør være råd til at opføre de kystnære havvindmøller: - Der er for mange arbejdspladser i det, og det er for væsentligt for den grønne omstilling til at det skal droppes, siger Benny Engelbrecht. Han mener samtidig, at det vil skade muligheden for at få ordentlige tilbud på fremtidige projekter, hvis et flertal på Christiansborg ikke står ved aftalen om at opføre havvindmøllerne. Notatet viser, at støtteordningen PSO med et aktuelt skøn ventes at koste 29,7 milliarder i perioden 2017-2020. I 2012 lød skønnet på 19 milliarder. Det hænger sammen med, at elprisen er faldet. Når elprisen falder, stiger den støtte, producenterne af vedvarende energi modtager. Men den faldende elpris betyder, at selv når afgiften til PSO indregnes, så ventes virksomhedernes elregninger i gennemsnit at være 9,5 millioner kroner lavere end forudsat i 2012. Og husholdningernes elregninger ventes at blive 1300 kroner lavere end forudsat, da aftalen blev indgået. De Radikales finansordfører, Martin Lidegaard, der er tidligere klima- og energiminister, er ikke overrasket over facit. - Det er måske nok overraskende for regeringen, men ikke for os andre, siger han. - Regeringen insisterer på kun at regne minusserne med. Det eneste, der er blevet dyrere, siden vi indgik energiaftalen, er PSO'en. Alt andet er blevet billigere.