Flere unge bliver bandemedlemmer

Velfærd

24/05/2016 07:55

Nick Allentoft

SSP-samarbejdet i Odense Kommune skærper nu indsatsen for at forhindre, at unge bliver rekrutteret til bandemiljøet.

Det seneste halve år er 172 unge havnet på Fyns Politis bandebekymringsliste. 17 af dem er under 18 år.

Det skal stoppes, mener Tommy Holst, leder af SSP-sekretariatet. I Odense forsøger SSP-samarbejdet at bryde fødekæden til banderne.

LÆS OGSÅ: Dokumentar afslører unge fundamentalister med skjult kamera

- Vi ser ofte, at de udsatte unge mangler et ståsted i livet. De har svært ved at finde deres identitet, siger han.

Han fortæller, at bander som United Tribuns Forever og Black Army er meget synlige med deres rygmærker. De går rundt i gadebilledet og får kontakt til de unge.

- Bandemiljøerne er rigtig dygtige til at give dem plads. Selvom de unge synes, det er et forfærdeligt miljø, så kan tilknytningsfølelsen og anerkendelsen være enorm stærk, fortæller Tommy Holst.

Abdella og Abderamen bor i Vollsmose og har tit set medlemmer fra banderne, der går og rekrutterer unge.

- Der er mange af vores venner, som bliver bandemedlemmer, siger Abdella til DR Fyn.

- Måske er det, fordi de gerne vil være med i et broderskab. De kalder det ikke bander, forklarer Abderamen.

Fyns Politi har ikke tal for stigningen, men Rigspolitiet fortæller følgende i en mail:

- Vi ser nationalt en ekspansion i bandemiljøet, hvor eksisterende grupperinger bliver indlemmet i nye større grupper med international forankring.

Mest Læste

Annonce