Folkemøde for unge vil starte festivaler i udlandet

Velfærd

07/09/2017 12:20

Nick Allentoft

Op mod 30.000 unge vil diskutere politik og samfund, når Ungdommens Folkemøde løber af stablen for anden gang.

Når den demokratiske festival Ungdommens Folkemøde torsdag samler unge fra hele landet under bøgetræerne i Søndermarken i København, er der internationale gæster på besøg fra Sverige, Tyskland og Island. 

For folkemødet, som vil have ungdommen til at engagere sig mere i samfundet, har fået en ambition om at starte festivalen op i udlandet. Det fortæller initiativtager bag festivalen, Olav Hesseldahl. 

- Vi er interesserede i, at unge fra hele verden får øjnene op for, hvad sådan en festival kan. Vi har en forventning og forhåbning om, at Ungdommens Folkemøde skal sprede sig ud i den store verden, siger han.

Tre samarbejdspartnere besøger Søndermarken med ønsket om at starte lignende arrangementer op over de kommende år for den svenske, tyske og islandske ungdom. 

- Alle lande har brug for et Ungdommens Folkemøde, fordi der er brug for, at unge mødes og drømmer og diskuterer i fællesskab, hvor der er nogle beslutningstagere, som har sat sig for at lytte.

- Jeg håber, at vi kan udvikle nogle universelle værktøjer til, hvordan man kan starte et folkemøde op, siger Olav Hesseldahl.

Fra Island kommer repræsentanter fra Reykjavik Kommune, fra Tyskland kommer organisationen Citizens of Europe, og fra vores naboland i nord kommer organisationen Sveriges Ungdoms Råd.

Formålet med festivalen er at motivere unge til i højere grad være med til at deltage i og forme samfundet. 

For det kan unge være for dårlige til, mener Olav Hesseldahl, som vil have ungdommen til at blande sig i debatten og fortælle om deres tanker og holdninger.

Over to dage kan unge deltage i workshops og debatter, hvor politikere, organisationer og virksomheder er med.

Najma Muhamad, som repræsenterer Sveriges Ungdoms Råd, ser frem til at opleve festivalen. Hun håber på at lære formatet godt at kende, så hun kan fortsætte initiativet i Sverige.

- Det interessante ved Ungdommens Folkemøde er formatet, hvor unge kan tale med politikere og diskutere under workshops. 

- At holde en festival er meget innovativt. Det er en inkluderende og imødekommende måde, som kan tiltrække unge, siger hun.

Samarbejdet er et treårigt projekt, som er støttet af EU-Kommissionen.

Ungdommens Folkemøde løber af stablen 7. og 8. september og forventes at samle 30.000 unge primært fra landets ungdomsuddannelser.

FAKTA: 30.000 unge skal debattere og drømme om samfundet I 72 stadepladser kan landets unge gå på opdagelse blandt 100 organisationer, virksomheder og partier. Over to dage afholdes Ungdommens Folkemøde i Søndermarken i København. Festivalen forventer, at 30.000 unge fra hele landet vil deltage under træerne.   * Ungdomsbureauet afholder for anden gang festivalen Ungdommens Folkemøde, som strækker sig over den 7. og 8. september.   * Folkemødet retter sig mod de 15- til 30-årige fra hele landet. 11 ansatte og op mod 300 frivillige unge står bag arrangementet.   * Sidste år deltog 20.000 unge på festivalen, som folder sig ud under bøgetræerne i Søndermarken på Frederiksberg. I år forventer organisationen, at 30.000 unge deltager.   * Landets unge kan blandt andet møde politiske navne som finansminister Kristian Jensen (V), økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA), integrationsordfører Johanne Schmidt-Nielsen (EL), politisk ordfører Kristian Thulesen Dahl (DF).   * Festivalen har fire scener og en lang række debatter, morgensang og workshops. 100 partier, organisationer og virksomheder har stadepladser på festivalen.   * Det er gratis at deltage på festivalen, som er åben for alle.   * Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) holdt åbningstalen ved Ungdommens Folkemøde i 2016. "Jeg blev faktisk glad indeni, da jeg oplevede den debativer og gejst, de unge udviste. Det lover godt for vores land," skrev han efterfølgende på Facebook.   Kilde: Ungdomsbureauet og Facebook.   /ritzau/

/ritzau/

Mest Læste

Annonce