Coop tilbagekalder nu en type vitaminpiller fra alle deres butikker.
Det skriver Coop i en pressemeddelelse.
Årsagen er, at vitaminpillerne, som er solgt i Kvickly, Dagli'Brugsen, SuperBrugsen, 365 Discount og på coop.dk/mad, har et for høj indhold af folsyre.
Der er nemlig 800 µg i pillerne, men grænseværdierne i Danmark er kun 600 µg. Derfor er pillerne blevet vurderet farlige for børn og unge under 15 år.
Helt præcist er det Coop Vitamin B complex, 175 stk., det drejer sig om, og det er alle partierne - altså uanset bedst før-dato.
Hvis man har et glas med pillerne stående derhjemme, kan det leveres tilbage til butikken. Alternativt bør det smides ud.
Hvad er folsyre?
Folsyre, også kaldet folinsyre (syntetisk) eller folat, er et B-vitamin, som er nødvendigt for, at kroppen kan fungere normalt.
Det er meget små mængder, som skal til, for at man får tilstrækkeligt med folsyre. Voksne skal have ca. 100-300 mikrogram dagligt (1 mikrogram = 1 milliontedel af et gram).
Men gravide skal have mindst dobbelt så meget, fordi stoffet også er en vigtig byggesten for fostret.
Folinsyre er nødvendig for omsætningen af en række aminosyrer (proteiner) samt ved dannelse af blandt andet puriner, som indgår i RNA og DNA, cellens arvemateriale.
Folinsyre er nødvendig for produktionen af røde blodlegemer (de celler, der transporterer ilt rundt i kroppen).
Folinsyre har betydning for kroppens celledeling (dannelse af nye celler). Da dannelsen af røde blodlegemer kræver mange celledelinger, kan folinsyremangel give mangel på røde blodlegemer, det vil sige blodmangel.