Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Nu kan du se din boligskat for 2024 - her kan du tjekke den

Forbrug

14/11/2023 09:08

J. Bøgen

Som noget nyt vil boligejere kunne se deres boligskat!

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I dag får 5,3 mio. borgere adgang til at se og rette deres oplysninger om forventede indtægter og fradrag i forskudsopgørelsen for 2024.

Som noget nyt vil det være muligt for landets boligejere at se deres foreløbige boligskat på forskudsopgørelsen, da opkrævningen af boligskat fra 1. januar 2024 vil ske via forskuds- og årsopgørelsen efter de nye regler for boligskat.

Dermed vil forskudsopgørelsen give et større, samlet overblik end tidligere år.

"Forskudsopgørelen er der, hvor du får overblik over din økonomi og din skattebetaling for året, der kommer. Derfor lyder min opfordring altid: Log ind i TastSelv og se om fx indtægter og renteudgifter passer med det, du forventer. For det kan få betydning for, hvor mange penge man får udbetalt i det nye år," siger underdirektør i Skattestyrelsen, Jan Møller Mikkelsen, der peger på, at boligskatterne for borgerne for første gang i år samles på forskudsopgørelsen.

Tjek og ret på skat.dk

Skattestyrelsen laver borgernes forskudsopgørelser ud fra den seneste årsopgørelse eller den seneste forskudsopgørelse, hvis borgerne har ændret noget her. Men modsat årsopgørelsen modtager Skattestyrelsen ikke nye oplysninger fra fx banker og arbejdsgivere til forskudsopgørelsen. Derfor er det vigtigt, at borgerne selv er opmærksomme på, om der er sket ændringer i deres liv inden for det seneste år, som påvirker indtægter og fradrag.  Det gælder især ved jobskifte, køb eller salg af bolig, omlægning af lån eller ændringer i overskud af egen virksomhed.

"Vær særligt opmærksom hvis din hverdag har ændret sig. Måske har du fået nyt job eller er steget i løn. Det skal du huske selv at fortælle os. Det er nu engang den bedste måde hvis du vil udnytte dine fradrag løbende eller undgå en restskat. På den måde hjælper man også sig selv," siger Jan Møller Mikkelsen.

Boligskatter samlet på forskudsopgørelsen

Den 1. januar 2024 kommer der nye boligskatteregler. Det betyder bl.a., at opkrævning af både ejendomsværdiskat og grundskyld fra 2024 sker gennem forskuds- og årsopgørelsen.

Med åbningen af forskudsopgørelsen vil boligejere derfor kunne se deres boligskat, som vil blive opkrævet igennem 2024.

Betalingen af grundskyld vil fra januar 2024 ske løbende i stedet for to gange årligt, som det typisk har været tilfældet hidtil, da opkrævningen skete af kommunerne.

På forskudsopgørelsen vil det desuden være muligt at til- eller fravælge indefrysning af eventuelle fremtidige stigninger i boligskatten.

Læs mere om boligskat på forskudsopgørelsen

Medarbejdere klar ved telefonerne, men regn med ventetid

Sidste år håndterede Skattestyrelsens medarbejdere 22.500 opkald fra borgere i den første uge efter åbningen af forskudsopgørelsen. Det var en markant stigning fra året forinden, hvor der blev håndteret 8.200 opkald i en tilsvarende periode.

Skattestyrelsen har derfor sat ekstra personale ind til at håndtere de mange henvendelser, som forventes.

"Vi regner med, at der igen i år vil være mange borgere, der kontakter os. Det kan give ekstra travlhed, og derfor også ventetid på at få hjælp. Derfor vil vi på forhånd bede om, at man væbner sig med tålmodighed. Jeg kan forsikre om, at vi gør, hvad vi kan. Mange borgere vil også kunne finde svar på deres spørgsmål på skat.dk eller via vores chatbot," siger Jan Møller Mikkelsen.

Skattestyrelsen og Vurderingsstyrelsen besvarer henvendelser fra telefoner, chat og mail fra kl. 09 til 16 mandag til torsdag, og fredag fra kl. 09 til 14. 

Forskudsopgørelsen for 2024 åbner tirsdag den 14. november 2023. Ændringer kan foretages løbende fra åbningsdagen og gennem hele 2024.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.