FTF: Kommunale besparelser fortsætter i 2012

31/05/2011 14:09

Kun i hver tiende kommune får regeringens krav om nulvækst ingen konsekvenser i 2012. I de øvrige er der udsigt til negative konsekvenser som fx personalereduktioner. Det viser en ny undersøgelse fra FTF blandt landets kommunaldirektører.

Der har været massive besparelser i kommunerne i både 2010 og 2011, og sparerunden ser endnu ikke ud til at være forbi. I ni ud af ti kommuner forventer kommunaldirektørerne, at kravet om nulvækst også får konsekvenser i 2012. De forudser blandt andet personalereduktioner og besparelser på alle områder. Det viser en undersøgelse, hvor hovedorganisationen FTF har spurgt kommunaldirektørerne om deres forventninger til budgettet i 2012.

Regeringen og kommunerne skal snart til at indgå aftale om kommunernes økonomi for 2012.

"Kravet om nulvækst betyder besparelser. Det har vi allerede set bevis på i år, hvor der er blevet nedlagt 14.000 kommunale stillinger, og hvor serviceniveauet er blevet væsentligt forringet. Og nu er der udsigt til flere nedskæringer og forringelser. Det må regeringen tage ansvar for og huske på, når den skal aftale den økonomiske ramme med kommunerne", siger FTF's formand Bente Sorgenfrey.

Besparelser rammer både kerneydelser og administration Der er i forvejen blevet nedlagt 14.000 fuldtidsstillinger i kommunerne på et år, viser en opgørelse, som KL har lavet. Og i mere end hver tredje kommune er der flere stillingsnedlæggelser i vente, viser rundspørgen blandt kommunaldirektørerne.

42 procent af kommunerne i undersøgelsen svarer, at de forventer at reducere i personale, og 4 procent forventer ansættelsesstop.

Desuden svarer 40 procent, at de forventer besparelser på udvalgte områder, 25 procent forventer besparelser på alle områder, mens 60 procent forventer strammere økonomistyring i 2012.

Kun hver fjerde kommune forventer, at nulvæksten ikke vil betyde serviceforringelser for borgerne i 2012, mens over halvdelen forventer dårligere service til borgerne.

Næsten halvdelen af de kommuner, som forventer serviceforringelser, svarer, at det vil gå ud over alle kommunale områder. Det gælder både administration, børne-, ældre-, skoleområdet og indsatsen for udsatte børn og unge og handicappede.

Notat: Kulsorte udsigter for kommunernes økononomi

FTF: Slæk på kravet om dokumentation

For at sikre, at økonomien i kommunerne rækker til service til borgerne, bør der prioriteres anderledes, mener Bente Sorgenfrey.

"Når økonomien er så stram, og servicen forringes, er der brug for at få ryddet grundigt op i bureaukratiet og tænke nyt. FTF'ere bruger årligt 60 mio. timer på dokumentation, og hvis vi fjerner meget mere af kontrollen og bureaukratiet, kunne vi i stedet bruge tiden og pengene på at give medarbejderne frihed til at være innovative", siger Bente Sorgenfrey.

FTF er for nylig kommet med et vækstoplæg, som blandt andet peger på, at medarbejdernes idéer til, hvordan arbejdet kan tilrettelægges bedre, skal bruges mere systematisk.

FTF's vækstoplæg

FTF kampagnesite om vækst

Mest Læste

Annonce