Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Nye tal: Her går 1 af 5 børn på privat- eller friskole

Generelle nyheder

19/09/2024 09:10

J. Bøgen

Det er næsten en fordobling i forhold til 2007.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Da skoleklokkerne ringede ud i grundskolen inden sommerferien, var det ca. hvert femte barn, der gik på sommerferie fra en fri grundskole. Det dækker over bl.a. friskoler, lilleskoler, og privatskoler.

Andelen af børn på en fri grundskole er steget fra 13 procent til 18 procent i hele landet. Stigningen har været størst i landkommunerne fra 11 procent i 2007 til 19 procent sidste år.

Det skriver Danmarks Statistik.

Markant udvikling

Siden 2007 har andelen af børn i folkeskolen været nedadgående. Nedgangen har været størst i landkommunerne fra 82 procent i 2007 til 73 procent i 2023.

På landsplan er andelen af børn i folkeskolen faldet fra 81 procent i 2007 til 74 procent i 2023. 

”En større andel børn går nu i en fri grundskole i landkommunerne. Det kan hænge sammen med, at der nogle steder er lukket folkeskoler på grund af et faldende antal børn i disse områder. Det kan være en medvirkende årsag til, at flere forældre vælger fx en friskole i stedet for,” siger Lene Riberholdt, fuldmægtig hos Danmarks Statistik.

Det er dog i oplandskommuner, den største andel af børn går i fri- eller privatskole.

Flere børn har fået længere til skolen

Når skoletasken er pakket, og turen til grundskolen skal tilbagelægges, så er turen dertil blevet længere for børn og unge i hele landet.

Siden 2008 har andelen af børn, som har mindre end to kilometer til skolen, generelt været faldende. I de nyeste tal fra 2021 havde 43 procent af børn i landkommunerne under to km til grundskolen mod 50 procent i 2008.

I hovedstadskommunerne, hvor flest børn havde under to km til skole, gjaldt det 62 procent af børnene i 2021 mod 67 procent i 2008.

Stadig flere unge vælger efterskolen til

Der har aldrig været så stor en andel af unge, som valgte et efterskoleophold til som i 2023, og 61 procent af de unge, der besluttede at tage 10. klasse, valgte at gøre det på en efterskole.  

Efterskoler i alle kommunegrupper har oplevet en stigende popularitet de seneste år. Unge i Jylland og på Fyn har længe haft en tradition for at vælge et efterskoleophold, hvorimod der har været længere imellem unge i hovedstaden, som er taget på efterskole. 

”Unge i hovedstads- og storbykommunerne har i de senere år virkelig fået øjnene op for landets efterskoler. Det kan også ses, når der sammenlignes på kommunegrupperne, der efterhånden ligner hinanden i forhold til, hvor mange der tager en 10. klasse på efterskole,” siger Lene Riberholdt, fuldmægtig hos Danmarks Statistik.

Om tallene i artiklen

Grupperingen ’fri grundskole’ er en gruppering af lilleskoler, friskoler, privatskoler, religiøse skoler, minoritetsskoler - primært tyske, internationale skoler og kostskoler.

Du kan finde listen over alle kommuner placeret i kommunegrupperne her: www.dst.dk/da/Statistik/dokumentation/nomenklaturer/kommunegrupper

LABY-tabellerne indgår i et helt nyt tema hos Danmarks Statistik om land og by, hvor der bl.a. ses på miljø, kultur, sociale ydelser og sundhed, befolkning, arbejde og indkomst og meget mere fordelt på kommunegrupper og kommuner. Dyk ned i alle tabellerne her: www.dst.dk/da/Statistik/temaer/land-og-by

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.