Helsingør: Vikarer i ældreplejen koster 19,3 millioner kroner

Velfærd

06/09/2017 10:52

Nick Allentoft

Cirka 57 ubesatte stillinger i hjemmepleje og på plejehjem belaster vikarkonto i Helsingør Kommune.

Alene i første halvår af 2017 måtte Helsingør Kommune bruge 19,3 millioner kroner på interne og eksterne vikarer i hjemmeplejen og på de kommunale plejehjem. Årsagen er sygefraværet, der dog er faldende, og et stort antal ubesatte stillinger. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

I juni var antallet af vakante stillinger oppe på 57. Vikarforbruget var i samme periode året før på 14,9 millioner kroner. Alt dette fremgår af en orientering til medlemmerne af Socialudvalget.

De ubesatte stillinger påvirker også arbejdsmiljøet og servicen til borgerne.

Læs alt om Lotte-sagen

- Vi hører fra vores medlemmer, at der bliver løbet rigtig stærkt. Og jeg kan også blive bekymret over kvaliteten af hjælpen, hvis der bliver brugt uuddannet personale. Borgerne har samtidig i dag ofte meget komplekse udfordringer, siger Lene Lindberg til Frederiksborg Amts Avis.

Hun er formand for FOA Nordsjælland, som organiserer social- og sundhedsassistenterne og social- og sundhedshjælperne.

- Det er næsten ikke til at finde en ledig social- og sundhedsassistent eller social- og sundhedsmedhjælper i Nordsjælland, siger Lene Lindberg.

Det skyldes ifølge formanden blandt andet en reform på erhvervsuddannelsesområdet, som har nedsat elevlønnens størrelse, og at kommunerne de senere år har oprettet færre elevpladser.

- Mit budskab er, at kommunen skal oprette flere elevpladser, og samtidig tilbyde medarbejderne at arbejde på fuld tid, hvis de ønsker det, siger Lindberg.

Socialudvalgets formand Ib Kirkegaard (DF) oplyser, at udvalget er opmærksomme på sagen.

- Vi vil følge sagen tæt. Det er også et problem i forhold til servicen overfor de ældre, siger Ib Kirkegaard.

- Flere elevpladser og mere efteruddannelse til de ansatte er noget, som er på dagsordenen ved budgetforhandlingerne i år, siger han.

Mest Læste

Annonce