De fleste er vant til at svinge støvsugeren mindst en gang om ugen samt regelmæssigt at tørre husets overflader af med en klud, mens der er faktisk en række andre af husstandens ting og steder, der også kunne have godt af at blive en del af vores faste rengøringsrutine.
I en af Caroline Solomans populære videoer på TikTok sætter hun netop fokus på rengøring, og her særligt de steder vi ofte glemmer at tage med i vores ugentlige rengøring.
Det skriver Mirror i en artikel om influenceren.
Husk lige tandbørsteholderen
Tandbørsteholderen nævner rengøringseksperten som det første.
Det resterende vand, der klæber til tandbørsten efter brug, glider ned og samler sig i bunden af holderen. Her sidder det så og gror bakterier, hvilket hurtigt bliver til en ulækker blanding gråligt slam.
Men ifølge influenceren er der en meget enkel løsning til at undgå, at tandbørstningsresterne ophobes i bunden af beholderen – nemlig at du skifter tandbørsteholderen ud med en beholder, der tåler opvaskemaskine, og derefter gør det til en fast rutine at vaske den i opvaskeren en gang om ugen.
Måtten skal også vaskes
Andre steder, som folk ofte glemmer at rense, er ifølge rengøringseksperten yogamåtter, hvorfor de med tiden kan blive meget ulækre.
"Spray på begge sider af yogamåtten med en blanding af vand og eddike. Tør efter med en klud og hæng derefter måtten til tørre," fortæller hun på TikTok til sine mange tusinde følgere.
Genanvendeligt er godt - men det kan være klamt
Derudover nævner hun også vandflasker og genanvendelige indkøbsposer. Begge dele er jo gode for miljøet, men med tiden kan de blive en bakteriebombe, som du hverken har lyst til at drikke vand af eller bære dine friske indkøbsvarer i.
Det er der dog heldigvis råd for. Begge dele renses let med varmt vand og sæbe, før det får lov til at lufttørre, så det er klar til næste gang, du skal bruge det.