Ingen vej udenom det entreprenørielle universitet

Uddannelse

19/06/2018 08:00

Louise Hagemann

De videregående uddannelser har gennemført så omfattende strukturændringer, at de nu kan opfattes som en virksomhed, der fungerer på konkurrencevilkår. Det er derfor nødvendigt, at entreprenørskab får en platform i uddannelsessystemet.

En entreprenør er en person eller et firma, der påtager sig at udføre et nøje beskrevet arbejde – en entreprise – for andre, ofte til en fast pris. Entreprenører kendes mest fra bygge- og anlægsvirksomhed. Begrebet bruges også inden for andre brancher og arbejdsområder, f.eks. offentlig transport, it-drift, ældrepleje, lager- og transportlogistik. Sådan defineres entreprenøren på Wikipedia. Og entreprenant er da også den, som er ”foretagsom; driftig (ofte i nedsættende betydning om en person, der er ivrig efter at skaffe sig selv fordele)” ifølge Den Store Danske.

Men det er ikke i disse betydninger cand.polit., ph.d. og lektor i innovation ved Københavns Universitet Michael René Kristiansson med sin bog Entreprenør – proces – projekt begiver sig ind i uddannelses- og beskæftigelsesdebatten. Hans udgangspunkt er den præmis, at alle fag og uddannelser rammes af forandring før eller siden. Uddannelse bør derfor være udvikling af entreprenørielle kompetencer, som kan forstærke og videreudvikle eksisterende viden og kompetencer.

Kristiansson opstiller fem argumenter for det entreprenørielle projekt:

De bidrager til samfundsudviklingen socialt og kulturelt, de skaber nyttige og myndige samfundsborgere, de udgør et kvalificeret modspil til ’disruption’, og de lærer os at håndtere forandring.

Entreprenørskab er således intet mindre end en udviklingsfaktor, der kan sidestilles med digitalisering som den største kilde til produktivitet.

Det centrale begreb her er ’effektuation’ - det vil sige håndtering af information og viden. På den måde kan entreprenøriel ekspertise sammenlignes med videnskabelig og faglig ekspertise, hvorved projektet bliver løftestang for læring. Kristiansson sammenligner det entreprenørielle projekt med universitetsspecialet.

Men hermed er han sig også fuldt bevidst om at være trådt provokerende op over for en klassisk funderet uddannelsesinstitution og dens institutionelle faglighed:

"Den faglighed man er skolet i, kan virke hæmmende på fornyelsen. En stærk faglig identitet kan blokere for nytænkning," skriver han, for "det er vanskeligt at få fagpersoner til at beskæftige sig indgående med andre fagområder."

Men der er ingen vej udenom. Udviklingen af det entreprenørielle universitet er i fuld gang og kan næppe bremses. De videregående uddannelser har gennemført så omfattende strukturændringer, at de nu kan opfattes som en virksomhed, der fungerer på konkurrencevilkår. Det er derfor nødvendigt, at entreprenørskab får en platform i uddannelsessystemet.

Det er dette nye entreprenørielle universitet Michael Kristiansson tilbyder sin assistance med en gennemtænkt, solidt researchet og velskrevet håndbog for moderne entreprenører. Det sker i grundige afsnit om ’projektsamfundet’, om den ’entreprenørielle proces’, om ’videndeling og videnproduktion’, om ’læring og kompetenceudvikling’, og ’selvstændiggørelse og refleksivitet’.

Bogen slutter med en halv snes ’cases’ – entreprenørielle successer inden for tekniske, sociale og kulturelle områder. Men det er på de sidste 20 sider af bogens 227 tekstsider. En appetizer eller to på et par af de 20 første ville have været velvalgt og en god stimulans for den dedikerede læser og entreprenør in spe. Kristiansson har i stedet valgt at holde læseren i ånde med en kombination af guldkorn og nakkedrag. De første kan lyde: Det entreprenørielle projekt er det modsatte af industrisamfundets projekt:

”Maskinen står for mere af det samme, hvor det entreprenørielle projekt står for stadig mindre af det samme”, og ”Som iværksætter er man på flere måder i den situation, at man er i opposition til det eksisterende. ”

Og håndkantslagene: ”Publish or perish – skab fornyelse, forny dig eller bliv væk”, og ”analyser gør blind i forhold til alt det, analyserne ikke opfanger”, ”Analyser stjæler fokus fra det, der har betydning på grund af forandring.”

Med ​Saras Sarasvathy, professor i Entreprenørskab ved University of Virginia, præsenterer Kristiansson veloplagt det entreprenørielle systems fundament. Det vigtigste er ’Effektuation’, der ”sikrer at der opstår en slags symbiose mellem dig og dit projekt, som derfor kan ses som en måde at være til på, eksistere på, være menneske på” og ”En konstruktiv måde at håndtere de personlige udfordringer for den enkelte på”. Og selv om hendes fem entreprenørielle principper om ’de forhåndenværende søm’, ’overkommelighed’, ’partner- og fællesskabsdannelse’, kontrolbarhed’, og ’omformning af tilfældighed og overraskelse til noget konstruktivt’ måske taler stærkest til vores indre kaospilot, så er også disse dog helt relevante anvisninger på udvikling og gennemførsel af forandringsnødvendige idéer og handlinger.

Den afsluttende gennemgang af entreprenørielle successer bekræfter berettigelsen af bogens eget projekt – at redegøre for det entreprenørielle projekts teoretiske og praktiske værktøjskasse af principper, argumenter og modeller. Det er vitterligt med viden om, inspiration og brug af samt lyst til at træde ind i netop den entreprenørielle verden, som bogen fremstiller og giver opskriften på, at virksomheder som sports- og motionsapp’en Endomondo, modedesignfirmaet Stine Goya, køkkendesignerne Reform, tandlægekæden Godt Smil og flere andre har opnået deres store resultater. Entreprenørskab virker!

Bogen er derfor et must for alle iværksættere. Og med sine fine afsnit om viden og læring henvender den sig derudover ikke blot til studerende og lærere, men også til institutionsledere (på universiteter, læreanstalter og professionshøjskoler) – og ville endvidere være velanbragt pensum i de pædagogiske adjunktkurser.

Olav Harsløf er fhv. rektor for Det frie Gymnasium, Rytmisk Musikkonservatorium, Statens Teaterskole, og professor i Performance-design, Roskilde Universitet.

Mest Læste

Annonce