Der er altid nogen, der er udenfor

Tak for spørgsmålet! For ”hvem er inde – og ude?” er måske det vigtigste spørgs­mål at stille netop nu. Og det bygger på en præmis, der ikke er til diskussi­on: Der er nogen, der er inde – og der er nogen, der er ude. Spørgsmålet er, hvem der er hvem? 

Det vil jeg gerne give et bud på. Men jeg vil også gerne opholde mig ved – og opfordre læseren til at tænke over – alvoren i dette spørgsmål. Hvis vi tager spørgsmålet ”hvem er inde – og ude?” alvorligt, kan vi nemlig ikke umiddelbart bagefter spørge: ”Hvor­ dan sikrer vi som velfærdsledere, at alle kommer med i samskabelsen og fornyelsen af velfærden?” (som FSD jo gør i introduktionen af dette års­ mødetema). Hele pointen med ”hvem er inde – og ude?” er netop, at alle ikke er med. 

Samskabelse: Mål eller middel?
”Der vil aldrig være plads til alle. Ethvert fællesskab har grænser. Ellers er det ikke et fællesskab”. 

Citatet er fra et eksperiment, jeg gennemførte tidligere i år: 151 men­nesker fra over 100 organisationer og institutioner deltog i den digita­le spørgestafet ”Kunsten at få alle i tale” (se www.alleitale.nu). Eksperimentet blev skudt i gang med en åben invitation, hvor alle, der er opta­get af at udvikle fællesskaber i virk­somheder og samfund, kunne deltage og invitere andre med. Formålet var at kortlægge de aktører, erfaringer og metoder, der tegner den aktuel­le debat om samskabelse, borgerind­dragelse, co­creation, brugerdrevet innovation osv. 

For det er ikke kun velfærdsledere, der er optaget af at få alle med. Virk­somhedsledere taler om open innova­tion, HR-­partnere opfordrer til med­ arbejderinvolvering, og for non­profit-organisationer er ”ledelse af frivil­lige” ikke længere evnen til at styre de frivillige i en bestemt retning, men viljen til at indrette sig efter de frivil­liges interesser og ideer. Uanset hvad spørgsmålet er – og uanset hvilken sektor spørgsmålet retter sig mod – er svaret i disse år altid det samme: Fælles ansvar. 

                LÆS MERE AF PIA LAURITZEN

Så lad os flytte fokus! Ikke mere snak om samskabelse og open innovation. Lad os i stedet beskæftige os med det mål, som samskabelse er – eller bør være – et middel til at nå. Lad os tale om fællesskaber, og hvad der skal til for, at fællesskaber tager ansvar for sig selv.

Mit Alleitale-eksperiment viste, at vi som initiativ- og beslutningstagere kun kan bistå fællesskaber i at tage ansvar for sig selv, hvis vi:


1. slipper magten over, hvem der kommunikerer om hvad og hvordan,

2. skærper gruppemedlemmernes opmærksomhed på deres fælles sag, og

3. skærper gruppemedlemmernes opmærksomhed på hinanden.


Det er betydelig nemmere sagt end gjort og bliver ikke lettere af, at de metoder, vi som ledere og konsulenter bruger til at mobilisere medarbejdere, brugere og borgere, er designet til det modsatte, nemlig:

• At afsender-modtager-forholdet er defineret på forhånd (fx kommune-borger, politiker-vælger, leder-medarbejder).

• At den fælles sag ikke formuleres af gruppemedlemmerne selv, men af os, der beskæftiger os med sagen udefra (fx er ’socialt udsat’ formentlig ikke et udtryk, den enkelte borger selv bruger om sin situation).

• Og at den ekspertise og erfaring, der opbygges med sagen, ikke udveksles imellem gruppemedlemmerne, men trækkes ud af gruppen. Det ser vi fx i observationsstudier og fokusgrupper, hvor ’eksperterne’ bliver kloge på, hvad der virker og ikke virker, mens dem i gruppen reduceres til nogen, der skal forstås og påvirkes i en bestemt retning.

Fra dit spørgsmål til vores ansvar

Løsningen på denne problematik er at demokratisere spørgemagten i de pro cesser, vi sætter i gang. Hvad betyder det? Jo, hvis vi lader medlemmerne af en gruppe stille hinanden spørgsmål om det, der optager dem indenfor et givet emne, vil vi få et unikt indblik i den tavse viden og de uformelle roller og relationer, der regulerer adfærden i gruppen. Et indblik, der er altafgørende for, om vi som initiativ og beslutningstagere kan understøtte det engagement og ejerskab, der får fællesskaber til at tage ansvar for sig selv. Det kan gælde både medarbejdere i forvaltningen, frivillige i socialt arbejde og borgere i sociale indsatser. 

Den metode, jeg brugte til at understøtte og opsamle deltagernes erfaringsudveksling i Alleitaleeksperimentet, hedder STAFETANALYSE. Det er en digital metode, mange virksomheder og organisationer bruger til bl.a. APV, borgerinddragelse, strategi og politikudvikling. Den fokuserer på deltagernes spørgsmål til hinanden og der med på den interaktion, der er i en gruppe eller et fællesskab, frem for den reaktion, vi får, når vi spørger til eller kigger på gruppen udefra.

Spørgsmålet er, hvordan vi motiverer og mobiliserer vores medarbejdere, brugere eller borgere til overhove det at være med? I et ansvarligt fællesskab betragter medlemmerne af gruppen sig selv og hinanden som en del af en større helhed, fordi de er for bundet og forpligtet af et fælles tredje. De tager stilling til og ansvar for den sammenhæng, de er en del af. Og det kommer ikke af sig selv.

Og dog. For vi mennesker træ der hele tiden ind og ud af relationer, som vi forpligter os mere eller mindre på. Det er kun de allerfærreste af os, der ikke indgår i sammenhænge, hvor vi får og skaber mening og værdi, og hvor vi – uden at tænke over det – net op påtager os et ansvar.

Så måske er den vigtigste opgave for velfærdsledere og andre initiativ og beslutningstagere ikke at få folk til at engagere sig, men at forstå og forløse potentialet i det engagement, der altid allerede er tilstede, når vi mennesker er sammen med andre mennesker.

Kære velfærdsleder, det er dig der er udenfor(stående)
Derfor er spørgsmålet ”hvem er inde – og ude?” måske det vigtigste spørgsmål at stille netop nu. Fordi svaret er et andet, end man skulle tro. Det er nemlig hverken den ene eller anden gruppe af borgere eller medarbejdere, der står uden for det fællesskab, som er afgørende for fremtidens organisationer og samfund.

Nej, dem, der er udenfor – er os. Os, der gerne vil bistå fællesskaberne i at tage ansvar for sig selv. Velfærds lederne, beslutningstagerne. Vi er de udenforstående. For vi skal skabe de rammer, der sætter grupper af medarbejdere, brugere og borgere i stand til at påtage sig ansvaret for sig selv. Det gør vi ikke ved at lade som om, at vi er en del af et fællesskab, vi ikke er, eller ved at insistere på, at alle kan være en del af vores. Det gør vi der imod ved at forstå, at der er noget, vi ikke forstår. Som udenforstående skal vi dyrke og styrke, at vores med arbejdere, brugere eller borgere er forbundet med nogen – og være mindre optaget af, hvordan de forholder sig til os.

Vi skal skabe rammerne for, at de genkender sig selv og hinanden i noget – uden at insistere på, at vi ved, hvad det er eller bør være. Og så skal vi frem for alt øve os på ikke bare at være udenforstående, men uden forstående. 

Artiklen er bragt i FSD's Årsmødeavis som optakt til foreningens årsmøde 2017 i november. Læs den her. 

Læs mere om skabelse her.