Italienere skal bygge ny Storstrømsbro

Infrastruktur

23/10/2017 10:34

Nick Allentoft

Et italienske konsortium har fået opgaven med at bygge en ny Storstrømsbro. Den skal stå færdig i 2022.

Det bliver fire italienske selskaber, der skal stå for opførelsen af den nye Storstrømsbro, der forbinder Sjælland med Falster via Masnedø ved Vordingborg.

Vejdirektoratet har haft fire bud at vælge imellem og har peget på et joint venture bestående af entreprenørfirmaerne Itinera, Condotte og Grandi Lavori Fincosit samt rådgivningsvirksomheden Seteco.

Det fælles bud har fået opgaven, der har en værdi af 2,1 milliarder kroner, foran tre konkurrerende samarbejder - herunder et med deltagelse af danske Per Aarsleff og Rambøll.

- Det vindende joint venture leverede imidlertid det bedste projekt baseret på pris og kvalitet, så valget faldt på dem, siger Niels Gottlieb, der er projektchef i Vejdirektoratet, i en pressemeddelelse.

Arbejdet med Storstrømsbroen skal efter planen gå i gang til næste efterår, og i 2022 skal den indvies til biltrafik. Et år senere følger jernbanetrafikken med.

- Der vil hen over de kommende fire år blive brug for hundredvis af folk, som skal leve og bo i området, mens de bygger broen.

- I den forbindelse vil vi også tage hul på næste fase i vores nære samarbejde med regionens kommuner, siger Niels Gottlieb.

Det vindende bud indbefatter, at broelementerne skal produceres på Masnedø, hvor det nuværende Masnedø Gartneri lægger beslag på en stor del af arealet.

Det er derfor blevet eksproprieret, og nedrivningen begynder allerede i december.

Den nye Storstrømsbro bliver Danmarks tredjestørste bro efter Storebæltsbroen og Øresundsbroen.

Når den er færdig, vil den indeholde to spor til højhastighedstog, en tosporet landevej samt gang- og cykelsti.

Den oprindelige Storstrømsbro skal efterfølgende rives ned, fordi den med et jernbanespor ikke længere er tidssvarende og samtidig er i dårlig forfatning.

Den blev bygget i 1935. I over 30 år var den Europas længste bro over hav. Den er siden blevet suppleret af Farøbroen, der blev bygget i 1985 og bærer motorvejen mellem Sjælland og Falster.

FAKTA

Den samlede pris for projektet inklusiv nedrivning af den eksisterende Storstrømsbro er ca. 4,1 mia. kr. De øvrige tre bydende joint ventures på Storstrømsbroen var:
  • Storstrømsbroen Contractors JV
    Per Aarsleff A/S – Ed. Züblin AG
    Underrådgiver Rambøll A/S
    Underentreprenør Strabag SE
  • Rizzani de Eccher s.p.a – N.V. Besix S.A. – Acciona Infraestructuras S.A.​
  • Joint venture Obrascon Huarte Lain, S.A. – SK Engineering & Construction Company Ltd.

 

Mest Læste

Annonce