Knud Kristensen medlem af Den Lokalpolitiske Tænketank

Politik

28/01/2014 10:18

Freja Eriksen

Knud Kristensen (C), borgmester i Vesthimmerland, er nu også medlem af en nydannet lokalpolitisk tænketank. Kristensen håber gennem tænketanken "at sætte en fællespolitisk dagsorden for kommunerne, som kan medvirke til, at der bliver slået hul igennem til Christiansborg og lyttet til kommunernes udfordringer."

Politikere fra flere partier, kommuner og regioner har netop dannet en lokalpolitisk tænketank. Den nye tænketank skal tilføre lokaldemokratiet mere nerve, øget opmærksomhed og bidrage til debatten om lokalpolitikernes arbejdsvilkår. En af de 16 lokal- og regionalpolitikere i tænketanken er borgmester Knud Kristensen.

Knud Kristensen har været med i det politiske arbejde i byrådet i 28 år, og borgmester de sidste fem år, hvor der var noget som hed Aars Kommune.

"Jeg håber at vi gennem tænketanken kan sætte en fællespolitisk dagsorden for kommunerne, som kan medvirke til, at der bliver slået hul igennem til Christiansborg og lyttet til kommunernes udfordringer. Det tror jeg vi har bedre chancer for, når vi ikke står alene i hver enkelt kommune. Det, at vi mødes på tværs af partiskel og forskellige kommuner - nogle nyvalgte og nogle, der har deltaget i længere tid - kan være med til at bidrage med gode og mindre gode erfaringer." 

Knud Kristensen var medlem af Folketinget, fra valget i 2007 til 1. januar 2010, hvor han blev borgmester i Vesthimmerlands Kommune. Samtidig har han deltaget i Amtsrådsarbejdet de sidste 9 år af Amternes funktion i Nordjyllands Amt. 

"Jeg mener vi bør sætte udviklingen - eller afviklingen - af Danmark på dagsordenen. Med det mener jeg, at infrastrukturen ikke tilgodeses i alle landets dele, og at statslige styrelser burde placeres rundt omkring i de forskellige landsdele. Landbrugsrelaterede styrelser ligger i dag i København. Men de burde placeres i Jylland, tæt på landbruget," mener Knud Kristensen.  

Initiativet til Den Lokalpolitiske Tænketank er taget af Mediehuset DenOffentlige, der forener aktører i og omkring den offentlige sektor om information, videndeling og netværk. Målet er blandt andet at give lokalpolitikken en stærkere stemme i den nationale debat.

“Med Den Lokalpolitiske Tænketank har vi nu 16 stærke politikere som Knud Kristensen fra flere partier, kommuner og regioner, der vil styrke deres egen og deres kolleger stemme i den nationale debat de kommende år. Det kan forhåbentlig bidrage til, at der under og efter næste valg er betydeligt mere fokus på lokaldemokratiets mange styrker og muligheder,” siger chefredaktør for DenOffentlige.dk, Nick Allentoft.

Knud Kristensen vil i den kommende valgperiode fortælle om sit lokalpolitiske arbejde, sine udfordringer og erfaringer på netmediet DenOffentlige.dk. Tænketanksmedlemmerne vil sammen fastlægge initiativer og udspil.

 

Mest Læste

Annonce