KomDir: Tilfredshed med Bo Smith-udvalgets rapport

Ledelse

21/09/2015 14:14

Nick Allentoft

”Det er vigtigt, vi i de enkelte kommuner forholder os til, hvordan arbejdsbetingelserne for byrådene kan forbedres”, siger Kommunaldirektørforeningens formand, Henrik Kolind, i forlængelse af Bo Smith udvalgets anbefalinger.

Henrik Kolind, kommunaldirektør i Roskilde Kommune og formanden for Kommunaldirektørforeningen (KOMDIR), hilser med tilfredshed, at Bo Smith-udvalgets rapport i høj grad sætter fokus på de særlige forhold, der er for samarbejdet mellem det politiske system og topembedsmændene i kommunerne – og at billedet er, at samarbejdet er velfungerende.

Den nye rapport fra Bo Smith-udvalget er resultatet af mere end ét års granskning af forholdet mellem politikere, embedsmænd og de rammer, de arbejder under. Rapporten baserer sig på den nyeste forskning og interviews med politikere og embedsmænd fra den kommunale verden.

    Læs meget mere om Bo Smith Udvalget her

Henrik Kolind hilser med tilfredshed, at rapporten sætter fokus på de helt særlige forhold, der er for samarbejdet mellem det politiske system og topembedsmændene i kommunerne. Billedet i rapporten er, at samarbejdet fungerer godt og der er grundlæggende er tilfredshed med systemet.

Samtidig viser rapporten, at der er stor forskellighed i, hvordan samarbejdet mellem de politiske ledere, herunder især borgmesteren og de ledende embedsfolk, udfolder sig i den enkelte kommune.

Henrik Kolind konstaterer: "Jeg tror, det er vigtig, at der er fleksibilitet i rammerne for samarbejdet mellem borgmester og kommunaldirektør i den enkelte kommune, men jeg mener samtidig, at det bør aftales konkret, hvordan rollerne i det daglige skal varetages. Jeg er derfor tilfreds med udvalgets anbefalinger om, at man i hver enkelt kommune kan give aftalerne et eftersyn og blive tydeligere på, hvordan samarbejdet bør fungere."

KOMDIR bakker op om forslaget i rapporten om at øge støtten til partier og politikere for at forbedre deres arbejdsvilkår i det daglige arbejde i byrådene, hvor store mængder af sager sætter politikerne under pres. Derimod er foreningen skeptisk overfor anbefalingen af, at politikerne skal bruge mere tid på revisionsrapporter.

”Det er vigtigt, vi i de enkelte kommuner forholder os til, hvordan arbejdsbetingelserne for byrådene kan forbedres”, lyder det fra Henrik Kolind, der fortsætter: ”men vi har svært ved at se fornuften i, at politikerne skal bruge mere tid på arbejdet med revisionsrapporter. Næsten alle kommunale områder er særdeles velregulerede og mere fokus på revision er en yderligere kontrolforanstaltning, der først og fremmest giver mere bureaukrati.”

Energien fra både politikere og embedsmænd bør ifølge Henrik Kolind i stedet fokuseres på de store forandringer og udfordringer, kommunerne står midt i. Til gengæld er han glad for at rapporten behandler et nyt kodeks for kommunale topembedsmænd, fordi der er behov for en skarp diskussion af rollen som topembedsmand – både i forhold til de særlige forhold i kommunerne og i forhold til centraladministrationen.

Sammenlagt udtrykker Henrik Kolind derfor også stor tilfredshed med rapporten, som han ser som et solidt indspark i diskussionen: ”Det kommunale selvstyre udvikler sig hele tiden, og der er brug for kontinuerligt at diskutere dets rammer. Derfor er rapporten et vigtigt bidrag som vi sammen med vore kolleger i de øvrige chefforeninger og KL, ser frem til at gå i dybden med.”

Mest Læste

Annonce