Konkursdebat truer innovationen: Vi har brug for konkurrence

Jeg fortsætter her miniserien om konkurrence, private  konkurser og nedlæggelser af offentlige velfærdsenheder

Parakdoks: Mange private forstår ikke New Public Management, skønt grundelementerne er importeret fra den private sektor

Hele markedsskabelsen på velfærdsområdet startede for små 30 år siden understøttet af managementbegreber importeret fra den private sektor omsat til det vi i dag kender som New Public Management (NPM). Påvirkningen af den offentlige sektors markedsforståelse har uomtvisteligt været forankret tæt på NPM.

Det paradoksale er, at mange af de folk jeg kender i den private sektor, har svært ved at forstå NPM, således som mange offentlige embedsmænd fortolker det. Ikke af ond vilje, men ganske enkelt fordi oversættelsesprocessen fra privat til offentlig sektor har medført at management-begreberne i NPM er mere Public-orienterede end de er Private. Det giver jo god mening, men fortæller også lidt om hvor stærk den offentlige kultur er, når den adopterer nye begreber.

Alle skal læse velfærdsmarked med lidt andre briller end deres egne

Vi må altså erkende, at markedselementer på velfærdsområdet er meget anderledes end i den private sektor, til trods for at elementerne sprogligt stammer fra den private sektor. Således er konkurrencevilkår på et velfærdsmarked væsentligt anderledes.

Leverandører af det vi kalder ”offentlige velfærdsydelser”, bør have en grundlæggende erkendelse og indsigt i denne forskellighed inden de træder ind på velfærdsmarked. Det betyder ikke at de private leverandører bare skal bukke hovedet og rette ind, men snarere ”læse” det marked de træder ind i med lidt andre briller end et rent privat-sektor marked.

Tilsvarende må man kunne forvente at offentlige udbydere forbedrer deres Government to Business kompetencer (G2B). Eksempelvis  kunne man arbejde mere nuanceret med emner som pris, kvalitet og sociale klausuler  og sætte sig i leverandørens sted.  

Afvigende karakteristika ved velfærdsmarked

Sat på spidsen kan man sige, at levering af velfærdsydelser afviger med følgende generelle karakteristika fra hovedparten af den private sektors ydelser.

1. At det primært er en menneske til menneske produktion og ikke en menneske til teknologi produktion
2. At køberen af produktet ikke er den samme som modtageren
3. At modtageren indgår som med-producent i den endelige ydelse
4. At ydelsen efter den er produceret gennemgående ikke har nogen fast materie
5. At effekten af ydelsen ikke præcist kan tillægges enten den ene eller den anden af de to med-producenter af ydelsen
6. At den fagprofessionelle som bidrager til ”produktionen” flere gange dagligt skal kalibrere sine menneskelige egenskaber og faglige kompetencer i forhold til forskellige med-producenter`s dagsform (borgere)
7. At udbyderen også har sin egen leverandør og dermed har stærke leverancemæssige perspektiver på marked politisk, fagligt og økonomisk
8. At velfærdsmarked er præget af stærke lag på lag detalje reguleringer
9. At velfærdmarked består af en bermudatrekant af komplekse bundlinjer hos køber. Herunder de politiske, økonomiske og faglige, som man skal kunne navigere i mellem før under og efter at man har indgået en aftale.

Konkurrencen mellem sektorerne skubber positivt til den indre innovationsspiral

Det er næppe mange der i dag har lyst til at stå med de udfordringer vi havde for små tyve år siden på eksempelvis hjemmeplejeområdet mht. kvalitet, omkostninger, styring og ledelse.

Jeg er ikke i tvivl om, at det kan blive bedre i dag, men da jeg i midten af 90-erne blev ansat som driftschef for en større hjemmeplejeenhed så tingene unægtelig noget anderledes ud. Enheden lignede

i sine karakteristika så mange andre, så det er derfor ikke nødvendigt at angive, hvor på landkortet den befandt sig.

Vi havde et sygefravær på lidt under 20 procent, et utal af daglige aflysninger ift. praktisk hjælp og personlig pleje og alt for mange ansatte ift. efterspørgslen af ydelser, men det udlignede sygefraværet.

Kulturen både i medarbejdergruppen og på ledelsesniveau var egenoptimerende frem for helheds- og serviceorienteret. Jeg var som chef ”født” ind i denne kultur.  Med presset fra NPM-værktøjer og markedsgørelsen vågnede vi op og ny-orienterede os, da konkurrence fra den private sektor ramte vores virkelighed.

Ting kunne givet være gjort anderledes, men det eksterne pres fra ”de private” skubbede til en innovationsspiral af vores velfærd og sammenhængen mellem service, faglighed, økonomi og ledelse blev afgjort forbedret. Der hvor jeg særligt har iagttaget store ryk i forbedringen af velfærd er, når vi har haft de interne kommunale debatter før man politisk nåede til en beslutning om konkurrenceudsættelse.

Alene udfordringen af det kommunale monopol på eksempelvis hjemmepleje, medførte en lang række kvalitetsforbedrende tiltag også selvom den egentlige konkurrenceudsættelse aldrig blev til noget. Det er en af de største gevinster ved konkurrence, som vi også fremadrettet kan profitere af.

Alle synes at konkurrence er sundt

I 90-erne og 00-erne var der stor modstand mod konkurrenceudsættelse, samt en nærmest indædt kamp om hvordan marked skulle designes, hvis vi overhovedet skulle have et marked.

I dag er vi kommet langt og selv de faglige organisationer anerkender ny betydningen af konkurrencsudsættelse.

”Konkurrence er sundt….. Vi går ind for konkurrence, og vi er heller ikke bekymrede for at måle offentligt ansatte op mod private” sagde Flemming Vinther, næstformand i Offentligt Ansattes Organisationer (OAO) på Folkemødet.

Ordene faldt i en dialog med Jakob Scharff, som dengang var markedschef i Dansk Erhverv.  Og de er ikke de eneste centrale aktører der udtrykker den holdning.

Pia Gjellerup leder af center for offentlig Innovation og Mette Rose Skaksen, daværende direktør i DI, har ligeledes konstateret, at vi må ud af debatten om hvad man kan tage fra hinanden og i stedet stille skarpt på, hvad sektorerne kan skabe sammen.

Når debatten alligevel jævnligt begraves i for eller imod konkurrence må man spørge, hvad er sund konkurrence?

Vi skal være mere antropologiske opdagelsesrejsende end bastionsskabende kolonialister.

Konkurrence af den offentlige velfærd må i udgangspunktet handle om lige vilkår, respekt og erkendelse af de særlige markedsvilkår der findes på markedet for offentlige velfærdsydelser.

Der er jo ikke tale om noget almindeligt marked i privat forstand og ej heller i den optik der findes ift civilsamfundet eller den offentlige sektor. Det hjælper derfor ikke at hver sektor kommer med deres model af lige vilkår og vil presse den ned over et marked, der kun meget vanskeligt kan indfri alle særinteresser og -ønsker.  

Vi skal som sektorrepræsentanter på velfærdsmarkedet acceptere de særlige markedsvilkår og ikke tvinge, lobbye, eller regulere egen model af verden ind på et marked som velfærdsmarked. Det tjener hverken borger eller samfund. Vi skal altså grundlæggende være mere antropologiske opdagelsesrejsende og samskabende end kolonialister og bastionsskabende, når vi taler om at bringe velfærdsmarked op på ”Next level”.

Konkurs fokus skaber utryghed ved det frie valg og medføre flere analyser

Vi ved fra undersøgelser lavet af ældre- og sundhedsministeriet at borgerne vægter det frie valg af velfærdsydelser højt. Frit valg giver borgerne mulighed for at vælge mellem leverandører, hvorved borgerne kan få det tilbud, der passer til deres ønsker.

Men det sidste års mediefokus på private konkurser på hjemmeplejeområdet har medført politisk usikkerhed ift. hvad der er op og ned. Det så vi i Nordjyske Stiftstidende, hvor man i maj havde en skræmmedebat, men også andre medier har lyst til at kæde privat hjemmepleje sammen med konkursbegrebet, uden at nuancere det og se på eksempelvis gevinsterne ved konkurrencen mellem leverandørerne eller det faktum at der er en klar tilkendegivelse fra befolkningen om at man ønsker det frie valg.

Regeringen vil derfor med sammenhængsreformen iværksætte analyser af velfærdsområderne mhp at udvide det frie valg til nye områder og styrke eksisterende fritvalgsordninger.

Konkurser og kommunale nedlæggelser er en kompleks og smertefuld markedsexit

Konkurser er en kompleks størrelse og selv hvis du, som jeg, har været tæt på dem og skulle rådgive, kan de ikke sættes på den lineære formel der hedder Lav pris = Konkurs.

Det er klart at pris har betydning for en leverandørs overlevelse, men der er bare så mange påvirkningsmekanismer, der leder vejen hen til det punkt hvor konkursen er et faktum. Jf. mit indlæg om konkurser og nedlæggelser, hvor jeg fremhæver fire fællesnævnere som er karakteristisk for så vel konkurser som kommunale nedlæggelser.

Hvordan ser udviklingen af konkurser ud over tid?

Mængden af konkurser på hjemmeplejemarkedet er blevet omtalt så mange gange i medierne, at man næsten må forstå, at det er abnormt højt og stadigt stigende. Data fra hjemmesiden konkurs-index, som har samlet oplysninger om konkurserne viser en kurve (se vedhæftede graf), der angiver, at konkurserne har været aftagende siden 2015.

Det betyder ikke, at vi ikke vil få flere konkurser, blot at vi er faldet fra 12 konkurser i 2015 til 8 i 2016 og nu 5. små seks måneder inde i 2017.

Skal vi så være rolige. Nej det skal vi ikke.

Vi vil få flere konkurser, ligesom vi helt sikkert vil få flere nedlæggelser af offentlige eller civilsamfundsmæssige velfærdsenheder. (læs mere om det i næste indlæg)

Konkurser og kommunale nedlæggelser kan nemlig aldrig forebygges 100 procent. Det er en del af den markedsvirkelighed vi har, men vi kan gøre meget for at eventuelle fremtidige konkurser og nedlæggelser ikke påvirker medarbejdere og borgere.

I mit tredje indlæg om konkurser, nedlæggelser og konkurrencegevinster forsøger jeg bl.a. med basis i besøg hos et par danske velfærdsvirksomheder at komme med bud på, hvordan man kan reducere påvirkningen af medarbejdere og borgere ved konkurser.