Læger og røde partier kritiserer økonomiaftale

Politik

07/06/2017 09:21

Nick Allentoft

Den netop indgåede aftale mellem regeringen og Danske Regioner om næste års økonomi får kritik fra flere sider.
Den netop indgåede aftale om regionernes økonomi får kritik for at holde fast i krav om øget produktivitet.   Såvel SF som Enhedslisten bebuder, at de vil stemme imod aftalen, fordi den fortsat indeholder et krav om to procents øget produktivitet.

Økonomiaftalerne

Læs flere artikler vedrørende budgetforhandlingerne mellem KL, Regionerne og Regeringen her.

 

- Vi fortsætter et uhensigtsmæssigt pres, som ingen egentlig bakker op om. Det gavner hverken personale eller patienter, skriver Enhedslistens medlem af Danske Regioners bestyrelse, Susanne Langer, i en pressemeddelelse.

Og finansminister Kristian Jensen (V), der er en af hovedarkitekterne bag aftalen, får også kritik fra egne rækker. Nemlig fra partifællen Jens Stenbæk, der er formand for Region Sjælland.   - Der er tale om en stram økonomiaftale, som samlet set ikke kommer til at tilføre nye penge til sundhedsvæsenet, skriver han i en pressemeddelelse.   - Aftalen indebærer, at vi i Region Sjælland også næste år skal arbejde med en stram budgetstyring og prioritering. Det er en aftale, som efterlader vanskelige vilkår.    Lægeformand: Ny aftale presser sygehusansatte endnu mere Lægeforeningen kalder det trist, at regeringen og regionerne til næste år fastholder kravet om to procent højere effektivitet i sundhedsvæsnet i den nye aftale for regionernes økonomi, der blev indgået tirsdag aften.   - Jeg er skuffet og overrasket over, at finansministeren fastholder produktivitetskravet.

- Det er et krav, der presser sygehusafdelingerne urimeligt hårdt og skaber et meget ensidigt fokus på produktion i en tid, hvor vi har mere behov for at kigge på kvalitet, sammenhæng og gode forløb for patienterne, siger foreningen formand, Andreas Rudkjøbing.

Han er slet ikke i tvivl om, at det vil komme til at mærkes på sygehusafdelingerne.   - Det betyder, at personalet skal løbe hurtigere. Helt konkret skal man løse to procent flere opgaver for de samme penge, og det er en proces, der har stået på i mange år efterhånden.   - Det betyder, at kvaliteten ikke kan udvikles, og derfor er der behov for, at man for alvor skifter fokus på sygehusområdet, mener han.   Og der er ikke megen trøst at hente i, at regeringen og regionerne vil sætte en større analyse i gang af styringen af sundhedsområdet for at se, om noget kan gøres bedre og billigere.    - Jeg er selvfølgelig tilfreds med, at der trods alt er blevet lyttet til kritikken af den nuværende styring af sygehusvæsnet, men jeg frygter, at det bliver en syltekrukke.   - Det er en omfattende øvelse i en situation, hvor vi har brug for mere konkret handling i forbindelse med produktivitetskravet, siger han.   Lægeforeningen er en paraplyorganisation, der repræsenterer Yngre Læger, Foreningen af Speciallæger og Praktiserende Lægers Organisation.      FAKTA: Det er regeringen og regionerne blevet enige om * De regionale sundhedsudgifter stiger med en halv milliard kroner i 2018. Dermed når de op på i alt 111,9 milliarder kroner i 2018.   * De regionale anlægsudgifter bliver på 7,2 milliarder kroner.   * Den nuværende styringsmodel på sundhedsområdet fastholdes. Det er kravet om to procents mere produktivitet hvert år. Det vil altså sige et krav om to procent flere behandlinger, undersøgelser med videre.   * Men regeringen har sat gang i en gennemgang af styringen på sundhedsområdet, som altså også omfatter toprocentskravet. Det skal være afsluttet i foråret 2018.    Og dermed er der mulighed for, at toprocentskravet bliver erstattet af en anden styringsform fremover.   * Der skal laves en analyse af regionernes administration.   * Penge til nye botilbud til psykiatriske patienter kommer oven i den halve milliard kroner.   Kilder: Finansministeriet, Bent Hansen og Kristian Jensen.   /ritzau/  

Mest Læste

Annonce