Letbanen vil udvikle byen

Infrastruktur

24/02/2017 10:52

Region Hovedstaden

Når første spadestik skal tages i 2018 til letbanen langs Rings 3, giver det en helt unik mulighed for udvikling og investeringer i alle de byområder, der ligger langs ruten. Det var temaet på konferencen Investeringer i Københavns forstæder.

formand for Erhvervs- og vækstudvalget i Region Hovedstaden, Lars Gaardhøj (S), borgmester i Gladsaxe kommune og næstformand i bestyrelsen for Hovedstadens Letbane Karin Søjberg Holst (S) og administrerende direktør for Lyngby-Taarbæk Vidensby Caroline

Investorer, virksomheder, planlæggere og entreprenører samledes i går til konference for at få et indblik i udvikling, investerings- og vækstmuligheder i byområderne langs den kommende letbane. Allerede nu er mange virksomheder og byområder i fuld gang med at udnytte de nye muligheder – investeringer for 20 mia. kr. er allerede foretaget eller planlagt nær letbanestationerne. Og når letbanen fremover gør det nemt og ligetil at komme på tværs af hovedstadsområdet, er forventningen, at der vil være en markant vækst i områderne langs med letbanen - især omkring knudepunkterne, men også langs resten af letbanen fra Lyngby i nord over Gladsaxe og Herlev til Ishøj, Brøndby og Hvidovre i syd.

 Vigtig brik i kampen mod trængsel

Letbanen er helt afgørende for at imødegå de store trafikudfordringer, som prognoserne viser, at vi får i den nære fremtid. Lige nu sidder bilisterne i hovedstadsområdet i kø i trafikken og spilder over ni millioner timer om året. Om bare ti år vil det tal være fordoblet.

Læs mere fra Region Hovedstaden

Du kan læse flere historier fra og om Region Hovedstaden på temasiden her

Samtidig kan vi se, at der i 2025 vil være 200.000 nye borgere i hovedstadsområdet. Det betyder flere biler på vejene, og at presset på den kollektive trafik vil stige. Letbanen er en vigtig brik i kampen mod trængsel, fordi den giver en god kollektiv transportmulighed til alle de mennesker, der hver dag skal frem og tilbage til arbejde, studier eller indkøb, ligesom en stribe virksomheder også vil få glæde af en transportmulighed, som kan transportere folk på tværs af hovedstadsområdet. Derfor er vi nødt til at udvise rettidig omhu og handle nu – og det gør vi ved at sikre de rette investeringer. 

Udviklingen af Greater Copenhagen er vigtig i det samlede billede af en region i vækst. En af forudsætningerne for at kunne klare sig i den konkurrence - og fortsat være lokomotiv for den danske vækst – er en moderne og effektiv infrastruktur. Letbanen spiller derfor en betydelig rolle for os alle – både lokalt og regionalt.

 En letbane med store perspektiver

Vi skal huske på, at by- og erhvervsudviklingsområderne langs den kommende letbane er tre gange større end Ørestad. Området er et af Greater Copenhagens største samlede udviklingsområder med masser af muligheder for at skabe arbejdspladser og få flere mennesker til at bosætte sig tæt på en moderne kollektiv trafik. Letbaner giver nye byudviklingsmuligheder – vi har i dansk planlægning et princip om stationsnærhed, så vi kan bygge mere og tættere omkring de mange nye stationer.

På konferencen blev der kigget mere detaljeret på planer og udviklingsmuligheder, når letbanen bliver færdig, hvordan den påvirker de involverede byområder og hvilke investeringer, der er på vej. Der blev også set nærmere på den konkrete udvikling langs banen og potentialet i udbygningen af området. Letbaner andre steder i Europa har vist sig at være en god investering, fordi de bidrager til øget vækst, udvikling og arbejdspladser. På baggrund af de erfaringer regner man med, at letbanen langs Ring 3 vil bidrage til at skabe mindst 20.000 nye arbejdspladser og vækst for ca. 40 mia. kr.

Millioner af rejser

Forventningen er, at letbanen årligt vil transportere op til 18 mio. passagerer, efterhånden som byudviklingsområderne langs Ring 3 udbygges. I dag transporterer Kystbanen til sammenligning 10 mio. passagerer. Der kommer seks markante knudepunkter, hvor S-banen krydser S-togsstationer i Lyngby, Buddinge, Herlev, Glostrup, Vallensbæk og Ishøj.

Efter planen vil letbanen rulle ud på sin første tur i 2023 – til stor gavn for alle dem, der bor, arbejder, studerer eller har virksomhed langs ruten.

Om konferencen:

 

Konferencen Investering i Københavns forstæder fandt sted d. 23. februar og var arrangeret af Estate Media.

Mest Læste

Annonce