Løkke kalder Brexit trist mens Thulesen Dahl kalder det en festdag

Politik

29/03/2017 16:50

Nick Allentoft

Brexit vil koste danske arbejdspladser siger statsministeren mens hans støtteparti kalder det en festdag for demokratiet.

- Nu er et farvel til Storbritannien en realitet. Om to år går vi fra 28 til 27 i den europæiske familie. Det er uendelig trist. Forhandlingerne bliver ikke nemme. Der vil komme mange bump på vejen.

- Det er samtidig klart, at Storbritanniens beslutning om at forlade EU og det indre marked vil have konsekvenser. Rettigheder og pligter går hånd i hånd i EU. Man kan ikke få det ene uden det andet, siger Lars Løkke i en pressemeddelelse.

Storbritanniens EU-ambassadør, Tim Barrow, afleverede onsdag eftermiddag brevet om britisk udmeldelse til EU-præsident Donald Tusk.

Brevet starter i henhold til EU-traktatens artikel 50 en historisk nedtælling, indtil Storbritannien som det første land nogensinde forlader EU senest om to år.

Statsministeren giver også udtryk for håb om, at forhandlingerne finder sted på en fordragelig måde.

- Jeg håber, at skilsmissen mellem EU og Storbritannien kan ske på en ordentlig måde, og at vi kan fastholde et nært forhold fremover. Det er i alles interesse, siger Løkke.

Danmark skal være særlig opmærksom på, at der sikres gode og rimelige vilkår for handel mellem EU og Storbritannien til gavn for danske virksomheder og forbrugere, mener statsministeren.

- Der skal ikke herske tvivl om, at regeringens førsteprioritet i forhandlingerne vil være at passe på Danmark, siger Løkke.

Briternes udtræden vil påvirke dansk økonomi negativt og hæmme væksten i bruttonationalproduktet (bnp). Det har beregninger fra Finansministeriet vist.

Mens Finansministeriet mener, at briternes farvel til EU medføre mindre eksport og flere arbejdsløse i Danmark, kalder regeringens støtteparti udmeldingen for en festdag.

Thulesen: Folket har talt

Onsdag 29. marts er ikke en trist dag, da briterne som det første folk vil forlade EU. Datoen er tværtimod en festdag for demokratiet, mener Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.    - Det er en festdag. Storbritannien har haft en afstemning. Folket har talt. De har en regering, som loyalt forfølger det, som folket har sagt. Det er rent demokratisk en festdag, siger Kristian Thulesen Dahl. 

I forhandlingerne skal statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sikre Danmark så meget handel med Storbritannien som muligt og det bedst mulige samliv mellem briter og danskere, mener Kristian Thulesen Dahl.

- Det vigtigste er at sikre så stærke handelsmuligheder med Storbritannien som muligt, siger DF's leder og fortsætter:   - Man skal fjerne EU's sammenkædning af, at man kun kan forstærke samhandel ved at acceptere fri bevægelighed af borgere, blandt andre østeuropæere, til Storbritannien.    Briterne skal kunne deltage i EU's indre marked, selv om de selv afgør indvandringen til Storbritannien, mener Kristian Thulesen Dahl.   Brexit ventes at tage to år, så Storbritannien senest forlader EU 29. marts 2019. Så skal danskerne til folkeafstemning om at få de samme vilkår som briterne, mener DF's leder.   - Det er helt naturligt, at vi får en folkeafstemning, hvor danskerne får mulighed for at bestemme, om vi skal bevæge os ad samme vej som Storbritannien, siger Kristian Thulesen Dahl.   Ved DF's landsmøde i 2016 advarede hans forgænger, Pia Kjærsgaard, mod at forlade EU.   - Pia har fuldstændig ret i, at vi ikke bare kan tage en afstemning om at være med i EU eller ej. Det kunne efterlade Danmark i en meget svær situation, siger Kristian Thulesen Dahl.   - Men jeg taler om noget andet. At tage en afstemning, når vi kender briternes situation. Så har vi noget at sammenligne med.    /ritzau/

Mest Læste

Annonce