Tænk 25 år tilbage i tiden. Du ved, til dengang, Google ikke var blevet mere eller mindre enehersker over søgeresultater på internettet.
Tænk så frem til 2025 og forestil dig, at Google ikke længere eksisterer - i hvert fald ikke i den form, vi kender virksomheden i dag.
Det lyder vanvittigt, men en tidligere chef for netop Google mener faktisk, at der kun går et eller to år, før Google Søg, som er Googles primære indtægtskilde, er væk.
Årsagen? Online chatbotter.
Hvis du ikke lige er med på, hvad vi taler om her, så kan vi fortælle dig, at ChatGPT, som er en online chatbot bygget af OpenAI, blev introduceret i november sidste år, og siden har mange millioner mennesker verden over brugt GhatGPT til at finde svar på spørgsmål.
For modsat Google Søg, hvor du risikerer at skulle kigge flere links igennem efter det svar, du søger, så producerer ChatGPT et svar til dig på få sekunder. Du har endda mulighed for at stille opfølgende spørgsmål og få lige så hurtige opfølgende svar.
Og det er netop det, der kan blive Googles død.
Manden bag Gmail
Den opsigtsvækkende spådom kommer fra tidligere Google-chef og manden bag Gmail, Paul Buchheit.
I et tweet skriver han nemlig, at Google kun er "et, måske to år fra komplet opløsning. Artiklen fortsætter under tweetet.
Mange har nok tænkt tanken, at de nye chat-botter kan trække tæppet væk under Googles primære produkt på samme måde, som Googles ankomst blev fatal for telefonbøgerne, men det er noget nyt, at der bliver sat årstal på - og at spådommen kommer fra en så prominent tech-personlighed.
Interesting Engineering har tidligere skrevet om, hvordan ChatGPT’s popularitet har gjort cheferne hos Google nervøse, så Google også selv har lagt stort fokus på de af sine produkter, der har med AI at gøre. Men spørgsmålet er, om dette er begyndelsen på slutningen for Google.
Kan smadre Googles forretningsmodel
Paul Buchheit stoppede som chef i Google tilbage i 2006, så der er løbet cirka 17 års vand under åen, siden han stoppede.
Det ændrer dog ikke på, at Googles forretningsmodel stadig den dag i dag er bygget op omkring søgemaskinen, som er deres mest populære produkt.
Som Buchheit skriver i sit tweet, kan teknologi som AI eliminere behovet for en liste med resultater fra en søgemaskine, og det er netop her Google tjener de fleste af sine penge.
Google opkræver en afgift for at vise annoncørernes produkter og tjenester på siderne med søgeresultater, hvilket gør det mere sandsynligt, at brugerne finder frem til produkterne. I 2021 skrabede Google mere end 250 milliarder dollars ind i indtjening, det bedste resultat i selskabets snart 25-årige historie.
Men nu, hvor ChatGPT er kommet på banen, kan Google hurtigt blive skubbet til siden og set som irrelevant af de brugere, der hellere vil have et enklere svar end en liste med links.
Selv hvis Google kan få egne AI-produkter ud på markedet næsten omgående, er det ifølge Buchheit ikke en brugbar løsning for selskabet. Det vil også sabotere den vigtigste del af Googles forretning.