Millionerne hober sig op i folkekirken. Her er det Jelling Kirke.

Millioner af kroner hober sig op i folkekirken

Velfærd

19/05/2016 06:28

Nick Allentoft

452 millioner kroner. Så stort var folkekirkens overskud i det seneste regnskab for 2014. Året før var beløbet 401 millioner.

Hvis folkekirken var en kommerciel virksomhed, ville alle være glade. Men det er medlemmernes skattebidrag, som hober sig op i kirkens kasser.
Som reglerne er i dag med udstrakt lokalt selvstyre i folkekirken, er det svært at ændre. Men den nuværende praksis er økonomisk uhensigtsmæssig, påpeger økonomiprofessor på Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh.
”For det første har vi jo den grundholdning, at pengene ligger bedst i borgernes lommer. Der er desuden en tendens til, at man bliver mindre påholdende og mindre effektiv, hvis man har for mange penge stående på kontoen. Groft sagt kan man sige, at tæppet i våbenhuset blive udskiftet lidt for hurtigt. Endelig betyder det politiske ønske om, at det samlede skattetryk ikke må stige, at hvis kirken ikke er påholdende, så må andre være det,” siger Per Nikolaj Bukh til Kristeligt Dagblad.

Han peger på, at det isoleret set kan være økonomisk fornuftigt at spare op til større anlægsprojekter. Men også, at folkekirken er nødt til som andre offentlige instanser at være mere påholdende for at bevare sin legitimitet i befolkningen.

LÆS OGSÅ: Flertal vil adskille statens og kirkens økonomi

”Vi ved, at der ikke nødvendigvis skal så meget til for, at folk melder sig ud af kirken. Og hvis stadig flere sidder med fornemmelsen af, at de penge, man betaler i kirkeskat, bare bidrager til en kapitalophobning i kirken, så har folkekirken et problem,” siger Per Nikolaj Bukh.

Også specialkonsulent i Kirkeministeriets økonomikontor Jacob Øllgaard-Nikolajsen kalder de mange ubrugte millioner i folkekirken for en ”uhensigtsmæssig praksis”.

”Jeg kan godt undre mig over, at overskuddet stiger så meget, som tilfældet er. Noget tyder på, at der er en opsparingspraksis ude i sognene, som er økonomisk uhensigtsmæssig. Det er noget, vi holder øje med, og vi kan opfordre folkekirken til at være påholdende. Men som lovgivningen er i dag, kan vi ikke direkte gribe ind og fastlægge kirkeskatten fra centralt hold,” siger Jacob Øllgaard-Nikolajsen. 

Hvis der er for mange frie midler i den folkekirkelige økonomi, er det et problem, erkender formand for Danmarks Provsteforening Jette Marie Bundgaard-Nielsen. 

”De ubrugte midler er et meget aktuelt spørgsmål, som jeg har taget op for nylig i mine budgetdrøftelser med menighedsrådene. Grundlæggende er det sådan, at hvis ubrugte midler ikke er øremærket specifikke anlægsprojekter, så føres midlerne tilbage til fælles fordeling, hvor pengene kan gøre nytte andre steder. Og hvis der år efter år er ubrugte midler på budgettet, er det nødvendigt at nedskrive den lokale ligning,” siger hun.

Læs hele historien i Kristeligt Dagblad eller på k.dk

Mest Læste

Annonce