Nu bliver det alvor for Trump - og resten af Verden

Politik

20/01/2017 09:07

Daniel Holst

Fredag indsættes Trump. Læs her, hvordan det kommer til at ske.
Aftenen inden han tiltræder som USA's præsident, lover ejendomsmilliardæren Donald Trump, at han vil forene landet igen.    - Vi skal forene vores land. Vi vil gøre ting, som ikke er blevet gjort for vores land i mange, mange år. Det skal blive anderledes. Det lover jeg, siger Donald Trump til tusindvis af tilhængere foran Lincoln-monumentet i Washington. 

70-årig Donald Trump rejste torsdag fra New York til en militærbase tæt på Washington sammen med sin kone Melania.  Herefter tilbragte han eftermiddagen i Washington, hvor han deltog i de traditionelle festligheder før fredagens indsættelse. Torsdagen bød også på en middag i selskab med Kongressens ledere og de kommende ministre i Donald Trumps administration. 

Siden fulgte et besøg på Arlingtons Nationale Kirkegård, hvor nationens veteraner blev mindet og hædret. Fredag kulminerer et usædvanligt forløb for republikaneren, der ikke var spået mange chancer for at nå Det Hvide Hus, da han stillede op som kandidat. Her tages han i ed som USA's 45. præsident, og Trump bruger stadig de store ord.   - Der har aldrig været en bevægelse som denne, sagde Donald Trump under sin tale ved Lincoln-monumentet med henvisning til den massive opbakning fra især arbejderklassen, der sikrede ham sejren over Hillary Clinton ved valget.    Valget udstillede ifølge Reuters de dybe kløfter mellem netop arbejderklassen og det, som Donald Trump gentagne gange har kaldt den "politiske elite" i USA.    - Men I er ikke glemt længere. Vi skal nok få det vendt om. Vi skal bringe vores job tilbage, sagde Donald Trump til sine tilhængere.    Senere kommenterede den kommende præsident på vanlig vis dagens begivenheder på Twitter.    - Tak for tilslutningen ved Lincoln-monumentet i aften. En meget speciel aften. Sammen vil vi gøre USA stort igen, skriver han.    Fra fredag den 20. januar kan han for alvor gå igang med at gøre de store ord og mange garantier konkrete.   FAKTA: Sådan sværger Donald Trump at beskytte USA Donald Trump gentager fredag de ord, som George Washington sagde, da han blev USA's første præsident i 1789. Når Donald Trump fredag lægger hånden på to bibler, en fra sin afdøde mor og Abraham Lincolns, og sværger at passe på USA som landets 45. præsident, er det hele ovre efter 35 ord.   Det er til gengæld nogle af de mest berømte ord, som har stået i Den amerikanske forfatning fra begyndelsen.   Her kan du læse dem på både engelsk og bagefter en dansk oversættelse:   - I do solemnly swear that I will faithfully execute the Office of President of the United States, and will to the best of my Ability, reserve, protect and defend the Constitution of the United States.   - Jeg sværger herved højtideligt, at jeg loyalt vil varetage embedet som De Forenede Staters præsident og efter bedste evne vil bevare, beskytte og forsvare De Forenede Staters forfatning.   Da USA's første præsident, George Washington, læste ordene højt i 1789, var valget af bibel ikke noget særligt. Siden er det dog blevet et vigtigt symbol.   Den eneste anden præsident, der - udover Lincoln selv - har svoret på netop Abraham Lincolns bibel, er Barack Obama.     FAKTA: Sådan kommer Trumps indsættelse til at foregå Læs her hvad der kommer til at ske før, under og efter indsættelsen (alle tider er angivet i lokal tid, hvilket er amerikansk østkysttid, som er seks timer efter Danmark):   Fredag 20. januar:   * Trump, Pence og deres familier begynder dagen med en gudstjeneste i St. John's Episcopal Church.   * Derefter møder Donald Trump og hans kone, Melania, afgående præsident Barack Obama og hans kone, Michelle, til te i Det Hvide Hus.    * Herefter kører begge par sammen i kortege til Capitol Hill.   * Klokken 9: Indsættelsesceremonien begynder med musikalske indslag.   * Klokken 11.30: Ceremonien åbnes officielt. Derefter taler flere religiøse ledere.   * Mike Pence tages i ed som vicepræsident af højesteretsdommer Clarence Thomas.   * Klokken 12: Donald John Trump tages i ed som USA's 45. præsident af højesteretspræsident John Roberts.   * Derefter holder Trump sin indsættelsestale.   * Klokken 12.30: Indsættelsesceremonien afsluttes.    * Herefter deltager Trump og Pence i en frokost med Kongressen.   * Klokken 15-17: Parade ned ad Pennsylvania Avenue til Det Hvide Hus.   * Klokken 19-23: Trump, Pence og deres hustruer deltager i tre forskellige indsættelsesballer.   Lørdag 21. januar:   * Klokken 10-11: Gudstjeneste og national bøn i Washington National Cathedral.  

Mest Læste

Annonce