Ny forskning skal løfte folkeskolen

24/11/2015 11:33

Nick Allentoft

Ph.d.-rådet for uddannelsesforskning har netop uddelt 30 millioner kroner til 13 udvalgte ph.d.-projekter med temaer som digitalisering, målstyrede læringsprocesser og tværprofessionelt samarbejde. Projekterne skal sikre praksisnær forskning i folkeskolen.
Med folkeskolereformen er der lagt op til et ambitiøst fagligt løft af den danske folkeskole. (Hent pdf med oversigt herunder)   For at understøtte denne udvikling udvælger Ph.d.-rådet for uddannelsesforskning praksisnære forskningsprojekter, som kan udbygge videngrundlaget for læreruddannelsen og grundskolen.

Ph.d.-rådet har netop uddelt 30 millioner kroner, som finansierer 13 ph.d.-stipendiater, der blandt andet skal forske i digitalisering, tværprofessionelt samarbejde, åben skole samt målstyrede læringsprocesser. Stipendiaterne er forankret i både en professionshøjskole og et universitet, så ph.d-projekterne danner forskningsnetværk, der binder forsknings- og udviklingsmiljøer sammen.

Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen:   - Hvis vi også i fremtiden skal have folkeskoler, der formår at løfte, danne og uddanne de næste generationer, skal skolernes virke hvile på et solidt forskningsbaseret videngrundlag. Ph.d.-rådet for uddannelsesforskning har nu i en årrække været garant for målrettet at opbygge kapacitet inden for dette vigtige forskningsfelt, og jeg glæder mig derfor til at følge de 13 nye projekter, siger Esben Lunde Larsen.   Ph.d.-rådet for uddannelsesforskning gennemgik tidligere i år en ekstern evaluering, som norske NIFU stod for. Evalueringen viste, at rådets tildelinger byggede på solide faglige vurderinger, og at ph.d.-projekterne særligt har styrket forskningen inden for blandt andet læsning og sprog, inklusion, skole-hjemsamarbejde og læringsmiljøer.   Ph.d.-rådet for uddannelsesforskning Ph.d.-rådet er udpeget af uddannelses- og forskningsministeren og administreres på Aarhus Universitet. Rådet har siden 2011 bevilliget 58 ph.d.-stipendier rettet mod praksisnær forskning på grundskoleområdet. Ph.d.-projekterne udføres alle i et etableret samarbejde mellem et universitet og en professionshøjskole. Ph.d.erne vil efterfølgende kunne undervise på en professionshøjskole.  

Mest Læste

Annonce