Danmark støtter frigivelse af oliereserver

24/06/2011 10:08

Nick Allentoft

Danmark tilslutter sig energiagenturs opfordring til en fælles aktion for at sikre oliemarkedet.

Danmark er klar til at bidrage med olie fra nødlagrene, hvis vi bliver spurgt. Det siger klima- og energiminister Lykke Friis (V).
Hun støtter dermed det Internationale Energiagenturs (IEA) aktion for at sikre oliemarkedet.
Agenturet besluttede overraskende torsdag at trække på nødreserver for at erstatte manglende olieforsyninger fra Libyen, hvor en væbnet konflikt har bremset olieproduktionen.
- Danmark er ikke blevet bedt om at bidrage med olie fra beredskabslagrene. Jeg vil dog være positiv over for en dansk medvirken i aktionen, hvis der skulle komme en anmodning herom, siger Lykke Friis i en pressemeddelelse.
Aktionen indebærer, at IEA-landene frigiver to millioner tønder olie pr. dag i 30 dage fra deres beredskabslagre for at lette overgangen, indtil der kommer øget udbud fra olieproducerende lande.
Et yderligere presset oliemarked truer den økonomiske genopretning efter den globale økonomiske krise, og derfor handler IEA-landene nu.
Som medlem af IEA indgår Danmark i et solidarisk forpligtende samarbejde med de 27 andre medlemslande, blandt andet USA, Japan, Sydkorea samt et stort antal EU-lande om et beredskab i tilfælde af, at forsyningerne på oliemarkedet afbrydes.
Beredskabet består blandt andet i, at medlemslandene har pligt til at holde beredskabslagre af olie samt til at frigive disse til markedet i tilfælde af forsyningsafbrydelser.
IEA kontaktede tirsdag alle 28 medlemslande for at få dem til at tilslutte sig en koordineret IEA aktion.
Det er kun sket to gange tidligere, at oliereserver er blevet frigivet for at understøtte verdensøkonomien.
/ritzau/

Mest Læste

Annonce