Efter flere ubehagelige oplevelser i sundhedssystemet besluttede Peder Ewald at medbringe en diktafon til hvert møde om sit sygdomsforløb. Oprindeligt var formålet at sikre dokumentation, så Peder efterfølgende kunne lytte samtalerne igennem, fordi han havde svært ved at huske, hvad der blev sagt, og fordi Peder havde en rigtig dårlig oplevelse ved et møde med en sagsbehandler.
- Vi husker det således, at sagsbehandleren i en ubehagelig tone sagde, at nu havde hun givet mig en meget lang line, så nu måtte hun jo se at få mig i gang igen, mindes Peder, og besluttede derfra at medbringe en diktafon til sine møder.
- Jeg havde i forvejen svært ved at huske mødernes indhold, når jeg kom hjem, så Camilla var med hver eneste gang. Da så jeg sad med følelsen af, at blive mistænkeliggjort og nedværdiget besluttede vi, at alle møder fremover skulle optages. Det gav som sidegevinst, at der nu blev talt lidt pænere til mig, fortæller Peder Ewald Hansen.
I 2010 var Peder indkaldt til fem møder med sin kommune. To af disse møder findes i dag på lydfil, og de bliver nu offentliggjort.
Sjældent indblik
De to samtaler giver et sjældent ærligt indblik i forholdet mellem patient/borger og det offentlige system. Samtalerne udstiller både systemet og borgerens forventninger, men giver også et indblik i den energi og de kræfter, der bruges, når en borger gentagne gange skal fortælle ikke bare patienthistorien men hele sin livshistorie – og omvendt giver det indsigt i, hvor følsomme historier sagsbehandlere og andre eksperter skal lægge ører til uden at blive personligt berørt.
- Jeg forstår godt, at det er vanskeligt, at sidde over for sådan en som mig, og jeg er måske også lidt mere vanskelig end andre. Det er jo blandt fordi jeg har Camilla, for hun har været min stærkeste støtte undervejs, fortæller Peder, som derfor også havde mulighed for at sagsbehandle sin situation rimelig effektivt. Camilla fortæller:
- Jeg havde ringet til kommunen allerede i 2009, men blev afvist, og med alle de besynderlige ting, der skete omkring Peder måtte vi selv agere. Det betød, at vi gennem hele hans forløb fra sommeren 2009 løbende knyttede os til professionelle behandlere, som havde vores tillid. Neuropsykologer, terapeuter, læger, advokater og psykolog er nogle eksempler.
Camilla og Peder undrede sig derfor over, at kommunen tilsyneladende først satte det store apparat ind, da Peders forløb var i temmelig gode hænder. De mener begge, at den kommunale sagsbehandling og de kommunale tilbud kommer alt for sent i gang.
- Det virker helt tosset, at vi ikke kunne få hjælp og støtte, da vi havde brug for det, men kommunen senere nærmest insisterer på at tilbyde Peder en masse ting. På det tidspunkt har vi selv fået styr på Peders forløb, og oplever derfor kommunens nidkærhed og opmærksomhed som en stressfaktor, fortsætter Camilla.
”Det er noget min chef kræver”
Kommunens sagsbehandling sker således mere eller mindre parallelt med Peder Ewald Hansens sygdomsforløb, hvor han bl.a. er på sygedagpenge.
De to båndede møder er fra henholdsvis august og september 2010. Ved den første samtale skal Peder fortælle om sin joberfaring og hvordan han klarer forskellige opgaver i hverdagen. Samtalen indledes sådan her af sagsbehandleren:
”Grunden til at jeg har indkaldt dig i dag er at jeg lige har forlænget din sygedagpengesag til 1.11. Derfor skal vi lige have lavet en ressourceprofil, og jeg er startet sådan lidt. Det, der mest er fokus på er det helbredsmæssige.”
Undervejs spørger Peder om mødet er noget der skal gøres for at retfærdiggøre forlængelse af hans sygedagpenge. Hertil svarer sagsbehandleren:
”Den ligger bare i din sag. Det er noget min chef kræver, at der skal ligge en i forhold til forlængelse”
”Det tyder ikke på du bliver normal”
Den anden samtale foregår i december. På det tidspunkt er det ved at være klart for Peder, at han aldrig kommer tilbage til sin virksomhed, og overvejelserne går nu på, om han skal førtidspensioneres. Det er svære overvejelser, fordi Peder hele tiden har ønsket og håbet at komme tilbage. Livet uden arkitektvirksomheden er svært at acceptere.
Sagsbehandleren er samme person, som ved mødet i august, og hvor Peder ved det forrige møde redegjorde for sin arbejdssituation, skal han nu gøre status over sit sygdomsforløb. Han har blandt andet været til samtaler hos to neuropsykologer for at vurdere hjerneskaden fra blodproppen, og i den forbindelse er det gået op for Peder og Camilla, at blodproppen har været forkert placeret i Peder journal.
Sagsbehandleren kredser om Peders fremtid, og hvordan det bliver afklaret, hvad han nu skal. Peder og Camilla er velforberedte til mødet, mens sagsbehandleren venligt og procesorienteret søger at afklare næste skridt. Således fremgår følgende ordveksling i løbet af mødet:
”Ud fra det i siger, så tyder det ikke på, at du kommer tilbage og bliver normal. Er det ikke meget godt, sådan….,” siger sagsbehandleren.
”Du skal nok lige vide, at der ligger nogle rigtig rigtig svære erkendelser lige i de her dage,” afbryder Camilla, mens Peder lidt stille bekræfter fra baggrunden. Tavsheden og ordvekslingen efterfølgende understreger den ubehagelige situation, der opstår.
Kort efter taler sagsbehandleren om pension, og Camilla spørger lidt ind til vurderingerne for og imod beskæftigelse til Peder.
”Du skal jo tænke over, hvad kan jeg. Det er den erkendelsesproces. Hvis du kun kan arbejde 8-10 timer ugentligt, så hedder det førtidspension. Men det er jo ikke noget man bliver fed af,” siger sagsbehandleren.
Det med, at man ikke bliver fed af førtidspension, gentages, men sagsbehandleren kan ikke svare Camilla på, hvad beløbet er, og sidst i samtalen må sagsbehandleren spørge om Camillas navn, som hun har glemt.
Samtalen slutter med, at Camilla gør opmærksom på, at der måske er sket fejl i dagpengeudbetalingen. Hun ønsker at undgå et truende brev, som Peder tidligere har fået fra kommunen ifbm en sagsfejl. Sagsbehandleren misforstår i første omgang Camillas ønske, og tror hun hellere vil ringes op end modtage et brev.
Hør selv til optagelserne her
Derfor udgiver vi lydfilerne: Læs her
FAKTA: 5 møder med sagsbehandler i 2010
Februar: Peder indkaldes til møde i kommunen kl. 10. Brevet modtages dog først på selve dagen kl. 14. Mødet gennemføres derfor kl 17. Ingen dagsorden, men registrering, kontrol og gennemgang af forløb og status.
April: Indkaldt til møde i kommunen. Ingen dagsorden, men gennemgang af forløb og status ja
Juni: Møde i kommunen. Ingen dagsorden, men atter gennemgang af forløb og status., Peder oplever her en ubehagelig tiltale, som han og Camilla husker bl.a. således:
”ja, jeg har jo giver dig lang line og nu må vi sgu se at få dig i gang.”
Det bidrager til beslutningen om at optage alt på diktafon.
August: Møde i kommunen. Nu for at lave ”ressourceprofil”. Sygedagpenge forlænges til 1. november. Dette møde er optaget på lydfil, som du kan finde link til herover.
December: Møde i kommunen. Sagen ændres fra sygdom til afklaring af førtidspension eller fleksjob. Sagsbehandler beslutter at henvise afgørelsen til CAF (Center for ArbejdsmarkedsFastholdelse). Dette møde findes også som lydfil i to dele herover.
