Sommeren var både tør og varm, og det er gået ud over en lang række landmænd, der ikke har fået det nødvendige udbytte på deres marker.
Fredag morgen er en kreds af partier derfor blevet enige om at komme de økonomisk pressede landmænd i møde med en hjælpepakke, der har et omfang på 380 millioner kroner.
- Flere landmænd står i en situation, hvor de mangler likviditet til at betale regninger.
- Derfor er jeg glad for, at vi har samlet politisk opbakning til en hjælpepakke, så landmændene får lidt bedre muligheder for at betale deres regninger, og så vi ruster dem til at klare fremtidige tørkesituationer, siger finansminister Kristian Jensen (V).
Pakken medfører blandt andet, at regeringen betaler de produktionsafgifter for sammenlagt 220 millioner kroner, som landmændene ellers ville være blevet opkrævet.
Desuden sørger staten for at indbetale 10 millioner kroner til en jordfordelingsfond, som skal hjælpe landmændene med at skifte dårlig jord ud med bedre.
Derudover vil der blive nedsat en ekspertgruppe, som skal kigge på, hvordan man kan forbedre og styrk finansieringen af landbruget. Den skal også komme med bud på, hvordan man kan sætte skub i generationsskifter.
Endelig er der også afsat 150 millioner kroner til en ny såkaldt multifunktionel jordfordelingsfond, der med miljømæssige briller skal købe jord fra landmændene op og bytte det ud med bedre landbrugsjord.
Landbruget har anslået, at den tørre sommer har kostet mere end seks milliarder kroner i tabte indtægter.
Derfor havde landmændene også håbet på hjælp af et større omfang. Landbrug & Fødevarer har foreslået at nedsatte jordskatter for 700 millioner kroner.
Det har ifølge Kristian Jensen dog ikke kunnet lade sig gøre, fordi det strider med EU's regler for statsstøtte, hvis man ikke nedsætter skatterne permanent. Det har der imidlertid ikke været flertal for i forligskredsen.
Forligskredsen tæller regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.
Landbruget er utilfreds
Interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer er ikke tilfreds med millionhjælpen fra samfundet. Støtten er nemlig ikke stor nok, men kun "et meget lille plaster på såret". Organisationens kritik er dog ikke rettet mod de politikere på Christiansborg, der sætter rammerne for landbruget, men mod styrelser og EU.
- Vores politikere har haft viljen, herom kan der ikke herske nogen tvivl. Desværre kan jeg også bare konstatere, at EU-regler og bureaukrati i ministerier og styrelser har umuliggjort en ordentlig løsning for nu, skriver Lars Hvidtfeldt, viceformand i Landbrug & Fødevarer, i en pressemeddelelse.
Seges, et videnscenter under Landbrug & Fødevarer, har tidligere udregnet, at tørken koster landbruget over seks milliarder kroner og kan bringe flere hundrede landmænd ud i store økonomiske problemer.
Landbrug & Fødevarer foreslog selv en permanent lettelse af flere skatter på landbruget samt en større økonomiske redningspakke fra staten.
- Jeg ved, at regeringen har kigget på alle muligheder og forsøgt at strække sig endog meget langt.
- Når vores ønsker om som eksempelvis annullering af jordskatten alligevel ikke bliver til noget, så er det i min optik ikke politikernes velvilje, der har manglet, men alt for rigide regler, der har spændt ben for os, skriver Lars Hvidtfeldt.