OECD vil have globaliseringen til at virke for alle

Politik

06/06/2017 06:25

Nick Allentoft

Kronprinsesse Mary og Statsminister Løkke er i spidsen for årets OECD-møde, der afvikles i Paris. Denne gang under dansk formandskab.
Globaliseringen virker ikke helt efter hensigten, mener det danske formandsskab for OECD.    Der er mange, der har vundet. Store virksomheder er blevet kæmpestore. Meget rige mennesker er blevet superrige. Og over en milliard af klodens befolkning er løftet ud af fattigdom.

Men der er også tabere, og dem finder man mange af i den vestlige verden, hvor de største er mennesker med lave indkomster. Mange af dem har set deres job forsvinde, og det har alt sammen udløst en vrede, der blandt andet har været med til at stemme Storbritannien ud af EU og Donald Trump til magten som USA's præsident.

Så hvad skal der gøres ved det? Hvordan kan der rettes op på skævhederne?   Det har Danmark, der i denne uge er formand for OECD's årlige ministermøde i Paris, sat på dagsordenen.   OECD er den vestlige verdens økonomiske samarbejdsorganisation, og ifølge den danske OECD-ambassadør, Klavs Holm, er målet at pege på nye løsninger.   - Det er jo ikke noget, der hjælper lige i overmorgen, siger Klavs Holm.   - Men målet er at pege på, hvilke politiske initiativer der bør gennemføres i de forskellige lande, så globaliseringen kan virke for alle, siger han.   Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) står i spidsen for OECD-mødet, men det er kronprinsesse Mary, der tirsdag åbner to dages OECD Forum sammen med organisationens generalsekretær, Angel Gurría.

Her vil politikere, erhvervsledere, repræsentanter for interesseorganisationer, forskere og forfattere diskutere, hvordan der kan rettes op på globaliseringens skævheder. Den danske holdning er på forhånd, at der ikke er noget i vejen med globalisering og frihandel.

- Ligesom der er ført bevis for tyngdeloven, så er der også ført bevis for, at frihandel gavner alle, siger Klavs Holm.   Men problemet er, at mange lande ikke har gennemført de reformer, der skal få det hele til at virke. Arbejdsløse skal ikke bare have økonomisk støtte. De skal også have videreuddannelse, så de kan få et arbejde igen, opfordrer OECD og peger på Danmark som et foregangsland.   Skatterne bør ifølge OECD også justeres, men det er den teknologiske udvikling, der fører til "globalisering på steroider", mener Angel Gurría.   OECD vurderer, at ny teknologi vil aflive ni procent af alle job inden for 10-15 år. Yderligere 25 procent af alle job er i fare for at forsvinde.   Angel Gurría ser globaliseringen som et middel til at nå et mål og ikke som målet i sig selv.   - Vi må sikre, at den vækst, som det skaber, er inkluderende og bæredygtig, så globalisering virker for alle, sagde han for nylig i en tale i København.     FAKTA: OECD's ministermøde er under dansk formandskab Årets OECD-møde holdes i denne uge. Løkke står i spidsen for ministermødet. Mary åbner tirsdag et OECD Forum. Danmark er denne gang formand for OECD's årlige ministermøde, der holdes i Paris.   Målet med mødet er at pege på, hvilke politiske initiativer der bør gennemføres i de forskellige lande, så globaliseringen kan virke for alle.   Her kan du læse mere om OECD og om mødet, der holdes i denne uge:   * OECD er den vestlige verdens økonomiske samarbejdsorganisation.   * Den hedder officielt Organisation for Economic Co-operation and Development. På dansk Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling.   * OECD's formål er at fremme politikker, der vil forbedre den økonomiske og sociale velfærd hos mennesker verden over.   * Der er 35 medlemmer i OECD, der blev oprettet i 1961 og har hovedkvarter i Paris.   * OECD's generalsekretær er den mexicanske økonom Angel Gurría, der også er tidligere finans- og udenrigsminister.   * Danmark er i den kommende uge formand for det årlige ministermøde, der finder sted i Paris.   * Mødet samler deltagere fra 90 lande.   * Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) står i spidsen for OECD's ministermøde. Det holdes onsdag og torsdag.   * Fra de øvrige lande kommer især udenrigsministre, finansministre og handelsministre.   * Kronprinsesse Mary åbner tirsdag to dages OECD Forum sammen med organisationens generalsekretær, Angel Gurría.   Her vil politikere, erhvervsledere, repræsentanter for interesseorganisationer, forskere og forfattere diskutere, hvordan der kan rettes op på globaliseringens skævheder.   * Forberedelserne til mødet har været præget af, at USA under præsident Donald Trump er begyndt at slå bak på den verdensorden med international frihandel, som landet selv har stået i spidsen for siden Anden Verdenskrig. * USA's nye kurs har gjort det umuligt at nå til enighed om en sluterklæring, der også omfatter handel og klima.   * Handel og klima bliver derfor løftet ud af sluterklæringen og over i en dansk formandskabserklæring, der fortæller, hvordan alle andre end USA ser på de spørgsmål.   /ritzau/

Mest Læste

Annonce