OK18 i slutfase: Slaget om løn, frokost og arbejdstid

Politik

12/12/2017 15:36

Nick Allentoft

Lærernes arbejdstid, betalt frokostpause og løngab for offentligt ansatte gør kommende forhandlinger svære. Nu går OK18 ind i en afgørende fase.
Der skal forhandles nye aftaler på plads for 745.000 offentligt ansatte i løber af de kommende måneder, når repræsentanter for lønmodtagere og arbejdsgivere sætter sig til forhandlingsbordene.

Især tre temaer tegner til at gøre det svært for forhandlerne at nå hinanden. Det handler om de offentligt ansattes løn, statsansattes ret til at holde betalt frokostpause og lærernes arbejdstid.

OK'18 tema på DenOffentlige

Vi samler alle historier om overenskomstforhandlingerne på en fælles temaside. Følg forhandlingerne her.

Historier om tidligere overenskomster finder du her.

Skal I være med? Kontakt os.

Knasterne:

Løn:

* Konflikten om løn handler om, hvorvidt de offentligt ansattes løn er steget mere end de privatansattes i kølvandet på finanskrisen.

* En reguleringsordning skal sikre, at de to gruppers løn skal stige i samme takt. Men arbejdsgiverne mener, at ansatte i kommuner, regioner og staten "skylder" for tidligere lønstigning. 

* På den baggrund fik de en ændring af reguleringsordningen - det såkaldte privatlønsværn – ind i overenskomsten i 2015. Lønmodtagerne vil nu meget gerne af med privatlønsværnet igen.

Frokostpause:

* Spørgsmålet om frokostpausen kommer efter en længere periode med dårligt samarbejdsklima mellem repræsentanter for lønmodtagere i staten og arbejdsgiverne i Moderniseringsstyrelsen.

* Lønmodtagerne mener, at retten til betalt frokostpause er en del af overenskomsten. 

* Men i Moderniseringsstyrelsen mener man, at det blot har været kutyme på arbejdspladserne, og at den lokale ledelse dermed kan beslutte at afskaffe den betalte frokostpause. 

Lærernes arbejdstid:

* Som det er i dag, er lærernes arbejdstid reguleret af en lov som følge af et politisk indgreb efter en længerevarende konflikt i 2013.

* Ved de seneste overenskomstforhandlinger i 2015 lykkedes det ikke lærerne og kommunerne at forhandle en aftale i hus om lærernes arbejdstid. 

* Men forud for de kommende forhandlinger har organisationer på tværs af stat, kommuner og regioner gjort det klart, at de bakker op om lærernes krav om en ny arbejdstidsaftale. 

* De vil ikke forhandle med arbejdsgiverne, før der er udsigt til, at lærerne kan få forhandlet en arbejdstidsaftale på plads.

 

Læs om overenskomster og forhandlinger her:

* En overenskomst er en aftale mellem et fagforbund og en arbejdsgiverorganisation.

* Aftalen omhandler forhold som løn, arbejdstid, ferie, efteruddannelse, indbetaling til pension, særlige rettigheder for seniorer og vilkår under sygdom og barsel.

* Der forhandles typisk om nye aftaler hvert andet eller tredje år. 

* I 2017 er overenskomsterne fornyet for cirka 600.000 ansatte i det private erhvervsliv. 

* I 2018 er det de ansatte i det offentlige, der skal have nye aftaler på plads, inden de gamle udløber 1. april.

* Forhandlingerne er startet i løbet af efteråret, hvor de faglige organisationer formulerer og prioriterer krav på vegne af medlemmerne.

* Herefter koordineres fælles krav i forhandlingsfællesskaberne på det statslige, det kommunale og regionale område. 

* Forhandlingerne går for alvor i gang i midten af december, hvor lønmodtagere og arbejdsgivere udveksler krav. 

* Forhandlingerne er planlagt til at være afsluttet med udgangen af februar.

* Hvis parterne på et område ikke selv kan blive enige, overgår forhandlingerne til Forligsinstitutionen.

* Hvis enten arbejdsgiverne eller lønmodtagerne forkaster et mæglingsforslag fra Forligsinstitutionen, bliver der konflikt. 

* I sidste ende kan en konflikt ende med, at regeringen må blande sig og løse konflikten med et lovindgreb.

Kilder: "Tre gordiske knuder eller bare bump på vejen", analyse af optakt til overenskomstforhandlingerne af Nana Wesley Hansen og Mikkel Mailand, Faos, Københavns Universitet. Offentligt Ansattes Organisationer (OAO), Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) på Københavns Universitet, Ritzau.

 

Mest Læste

Annonce