I dag er Cathrine pædagogisk assistent med fast arbejde, og efter sommerferien står der videreuddannelse på skemaet.
Stemmen lyser af glæde og stolthed. Det stråler igennem telefonen, når Cathrine fortæller om sit opholdssted, sin udvikling, sit dejlige job og den tro Cathrine har fået på, at hun kan gennemføre en hel pædagoguddannelse. Sådan har det ikke været altid. Der har været mange år, hvor det slet ikke så ud til, at Cathrine skulle nå så langt.
”På grund af min mors alkoholmisbrug og min fars omfattende fravær på grund af sit arbejde, fik jeg tidligt mange pligter. Skulle hente og bringe min lillesøster, finde hende, hvis hun var blevet væk, stå for rengøringen derhjemme og alt muligt andet. Jeg blev forsømt, fik ingen opmærksomhed, blev hverken set eller hørt. Da jeg mødte nogle piger, der levede under lignende forhold, nogle der forstod mig, blev de mine veninder. Vi pjækkede, tog stoffer, stjal og opholdt os hos hinanden rundt omkring i ghetto-områderne. Vi blev nærmest en lille familie.”
Der skulle gå mere end et år på den måde, før nogen greb ind.
Storesøster i aktion
At Cathrine kom på et opholdssted, skyldtes som udgangspunkt hendes søsters henvendelse til skolen, hvor hun fortalte, hvad der foregik både derhjemme og i Cathrines liv. Det startede en kædereaktion fra skolen til kommunekontoret, der endte med, at Cathrine fik et ultimatum. Cathrine kunne enten vælge en lukket eller en åben institution. Hjemme kunne hun ikke under nogen omstændigheder blive. Cathrine valgte den åbne institution i form af en kostskole for børn og unge med særlige vanskeligheder.
”Det var meget mærkeligt at komme derud. Langt ude på landet. Et lille sted. Jeg savnede byen og veninderne. Det tog næsten to år, før jeg kunne lægge alt fra mig. Stofferne og kriminaliteten. Når jeg tog hjem i weekender og ferier, foregik det hele stadig. Det stoppede kun, fordi jeg efterhånden begyndte at turde knytte mig til de voksne på opholdsstedet. Langsomt fik jeg tillid til dem, fordi de blev ved med at vise, at de var til at regne med og respekterede mig. Jeg havde aldrig før turde binde mig til eller stole på nogen.”
Da først Cathrine tog fat, tog det også fart. Med opmuntring og tiltro fra omverdenen fik Cathrine taget sin folkeskoleeksamen og senere assistentuddannelsen.
”Jeg tør ikke tænke på, hvor meget det i det lange løb havde kostet kommunen, hvis de havde sparet på mit efterværn ved at placere mig i en ungdomsbolig et fremmed sted med ugentlige besøg af en ukendt kontaktperson. Jeg var røget lige tilbage til fester og misbrug igen.”
Lidt mere normal
Der måtte kæmpes for at få efterværn. Både Cathrine og hendes forstander kan takke deres stædige indsats for, at det til sidst lykkedes, og Cathrine kunne flytte ind på stedets kollegium. Et sted med støtte fra voksne til, at de unge gradvist kan blive selvstændige nok til et liv på egen hånd uden den tætte kontakt til pædagoger hele tiden.
”Jeg glædede mig til ikke at blive åndet i nakken hele tiden. Til at føle mig mere normal. Jeg var lidt mere som andre unge, når jeg boede på et kollegium i stedet for på en kostskole. Samtidig kunne jeg stadig få et godt råd i forhold til mine følelsesmæssige udfordringer, som der stadig var mange af, og få hjælp til at styre min økonomi, som jeg altid har været dårlig til.”
At Cathrine er kommet så langt handler også om, at der i efterværnet blev sørget for, at hun fik kontakt til TUBA, der giver rådgivning og terapi til børn af alkoholikere.
”Jeg lærte, at jeg ikke behøvede at dække over, hvordan det stod til derhjemme og med min mor. Det var hendes hemmelighed og ikke min, at hun drak. Jeg lærte, at jeg ikke behøvede at skamme mig. Den indsigt betød, at jeg i dag langt nemmere kan stå ved mig selv, hvilket har rykket mig meget. Jeg har langt mere tiltro til både mig selv og andre, og det er, sammen med efterværnet, de primære årsager til, at jeg er nået så langt i mit liv, som jeg er.”
Om få år er en superpædagog udklækket og kan videregive mængder af indsigt og erfaring til andre unge mennesker. Seminariet venter på Cathrine.
”Hvis man bliver taget ud af et system og pludselig skal være helt alene, er det som at få sparket benene væk. Man er bare en brik og ikke et menneske, der bliver set.”
Efterværn fordi:
· Efterværn er afgørende for den unges udvikling, fordi de ikke kan få normal opbakning hjemmefra, som andre unge kan
· Efterværn er nødvendig udslusning fra beskyttede rammer, for ikke at falde i fælderne igen
