Parterapi til udliciteringsdebatten

Politik

04/04/2014 08:08

Nick Allentoft

Alle er enige om målet, men samtidig dybt uenige om midlet. Derfor er nyt forskningsprojekt vigtigt for den ideologiske kampplads om fremtidens danske velfærdsmodel. Hverken offentlige eller private aktører kan undvære hinanden på den rejse. Forskningsprojekt får derfor en rolle som parterapeut.

Den offentlige sektors brug af private, og virksomheders udnyttelse af det offentlige, kender ingen grænser. Det gør debatten sådan set heller ikke, når først en spiller som Produktivitetskommissionen snubler i indsigt og mission. Det så man for få uger siden, hvor offentligt-privat-samarbejde på få sekunder blev en ideologisk kampplads. Men måske kommer der nu noget fornuftigt ud af det alligevel.

OPS-stafetten

Læs de tidligere indlæg i OPS-stafetten her.

Af blandt andre Carl Holst, Christian Bason, Mette Frederiksen og Nicolai Wammen. 

 

Det forskningsprojekt, som Torfing og Helby har sat sig i spidsen for, erklærer i hvert fald fra begyndelsen, at det skal sætte en ny og stærkere scene for debatten om det sagnomspundne og til tider borgerkrigsramte offentligt private samarbejde - OPS, som det også kaldes. Lykkes den mission er der mange aktører, der skylder forskerne en tak.

Der er tre årsager til, at lige præcis OPS kan få positionen som dynamo for omstillingen af den danske samfundsmodel. For det første er årtiers forsøg på at skabe en dansk velfærdsmodel truet helt ind i det DNA som danskerne generelt tror velfærden er bygget af. For det andet er netop det DNA udfordret af et stadigt stærkere opgør med det bureaukrati, som en stærk offentlig sektor nu lider under og for det tredje skal Danmark som samfund finde en vej til vækst i konkurrence med en global verden, hvor samfundsmodellerne ligner hinanden mere og mere.

En ny samfundsmodel

Fremtidens danske velfærdsmodel er under stadig udvikling, og de senere års reformtilpasninger har alene justeret nogle skruer. Omend velfærd er centralt handler det grundlæggende om den danske samfundsmodel, hvor danskerne betaler en høj skat til gengæld for en udtalt tillid til, at velfærdsmodellen griber os, når vi falder.

Tidligere koncerndirektør i ISS, Waldemar Schmidt, og hans Goodwill Ambassadører har allerede prædiket behovet for en ny samfundsmodel i snart to år. Anders Eldrup, Henning Christophersen, Steen Hildebrandt og flere andre kigger nervøst på, mens debatten styrer mere af sporet end den skaber sporet.

Hovedbudskabet fra dem alle lyder kort fortalt, at der er alvorligt behov for at finde en vej mellem de senere års ensidige markedsstyring og tidligere tiders planøkonomi. Nogle kalder det tillidsreform andre taler om konkurrencestat mens atter andre ser dybere og beskuer en dansk samfunds- og velfærdsmodel i opløsning af ren frygt for global konkurrence.

Politikerne har foreløbig valgt at udføre spillet på slagmarken, hvor valget af våben fylder mere end den strategi, der vinder krigen. Men kan forskerne levere nyheder og metoder, der peger i en ny retning, kan krigen måske blive fredelige forhandlinger, hvor debatten antager en mere konstruktiv form.

OPS rummer elementerne til en vej væk fra velfærdsstatens opløsning. Der er vækstpotentiale for danske virksomheder, der kan høste frugterne af velfærdens mange positive sider. Fra institutioner til teknologi kan den offentlige sektor levere viden, erfaringer og koncepter, som danske virksomheder helt konkret kan tjene penge på i udlandet. ISS og Falck er kendte eksempler på globale virksomheder, der er født og vokset ud af succes i samarbejdet med den offentlige sektor. Men de er vokset i kraft af dygtige og målrettede erhvervsledere, der forstod, hvordan erfaringen skulle bruges. Virksomheder som Cura Pleje, Zealand Care, Berendsen og mange andre har potentialet men mangler den fulde offentlige anerkendelse, der for alvor kan få dem til at flyve. Omvendt har offentlige aktører også modet og viljen til at spille med, men mangler den accept, som den private sektor skal finde, når eksempelvis Greve Kommune forsøger sig med at gå i privat samarbejde om driften af deres vej- og parkområde.  I tilfældet Greve Kommune havde blot en privat virksomhed - jyske Arkil - modet til at være med.

OPS har potentiale til at udfordre den nuværende kurs, hvor Danmark langsomt migrerer til en international samfundsmodel, som hverken stiller Danmark, danskerne, den offentlige sektor eller virksomhederne i nogen særlig gunstig situation på den globale scene.

Tryghed og tillid

Danmark ligner i disse år ethvert andet vestligt land, når man ser på udviklingen i ungdomsarbejdsløshed, fattigdom eller bureaukrati og enorm overstyring med akademisk argumentation.

Frustrationerne over bureaukratiet er voksende og borgernes tillid faldende. Det er en skæv udvikling, men som et lille land har Danmark bedre muligheder end mange andre lande, når der skal findes løsninger. Samtidig er der allerede konstruktive og værdiskabende OPS’er igang på flere områder. De lever i relativ fred og fordragelighed, men lider betydeligt under den offentlige debat og de slagsmål, den kaster af sig.

Omfanget af viden står i skærende kontrast til brugen af samme, fordi både ledere og medarbejdere har mere travlt end nogensinde både i privat og offentlig sektor.

Ingen vinder i det løb, men på begge sider er der solide erfaringer, som bedst forenes i dialog og gensidig anerkendelse.

Kan Torfing og Helby opløse nogle af de fordomsramte sten, der ligger i begge lejre vil meget være vundet. Lykkes det at samle både fagbevægelse og erhvervsorganisationer om projektet kan det skabe den forløsende tillid til, at det er to forskellige sektorer, med hver deres kultur, mission og afsæt, som kan styrke hinanden væsentligt.

Vækst eller et bæredygtigt vesten

Alle taler om det, men ingen kan rigtig finde vejen til vækst. Måske findes den slet ikke som redningsplanke i en global økonomi, hvor magtbalancen er ved at flytte sig og borgerne i middelklassevesten er mætte af materielle goder og søger mod livsværdi, mindfullness og bæredygtige løsninger.

I det store spil er Danmark heldigvis en lille sød økonomi, der ikke gør nogen fortræd. Derfor har Danmark også alle muligheder for at indtage sin helt egen position, og finde svaret på, hvordan ægteskabet mellem den offentlige økonomi og private pengemaskine får den bedste parterapi.

Det er der penge i, hvis de to sektorer finder sammen. Dels penge i den vækst, som private virksomheder kan søge globalt med offentlige erfaringer i kufferten, dels penge i den position Danmark kan bringe sig i ved at være verdens mest moderne, effektive og socialt bevidste velfærdsstat.

OPS er nøglen, men godt fyrre års krise i ægteskabet kræver sin indsats, hvis forskerne skal levere terapi, der virker.

Held og lykke.

 

Mest Læste

Annonce