Pensionsselskaber oplever 43 procent flere stressede danskere

Velfærd

26/02/2018 08:55

Nick Allentoft

Pensionsselskab har stigende udgifter til psykologbehandling og flere kunder, der føler sig hæmmede af stress. Moderne ledelse er årsagen, mener forsker.

En ny analyse af sundhedstilstanden hos 13.500 kunder får pensionsselskabet PFA til at slå stressalarm.

Hver femte PFA-kunde har følt sig så psykisk belastet af for eksempel stress inden for de seneste 14 dage, at det har begrænset dem i at udføre deres sædvanlige arbejde og almindelige aktiviteter, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten mandag.

Samtidig har PFA siden 2014 oplevet en stigning på 43 procent i antallet af kunder, som henvender sig til PFA's sundhedsforsikring med stress. I 2014 fik PFA i alt 1743 anmeldelser om skader efter stress. I 2017 var tallet 2489 anmeldelser.

- En stigning på 43 procent er helt vildt, siger chef for strategisk sundhed i PFA Rikke Bay Haaber.

- Vi kaster ikke bare psykologer i nakken på folk, men 85 pct. af skaderne på vores sundhedsforsikring bliver straksgodkendt, siger hun.

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) har siden 2012 foretaget befolkningsundersøgelser om arbejdsmiljø. I den seneste fra 2016 svarer 15 procent, at de "ofte" eller "hele tiden" har følt sig stressede inden for de seneste 14 dage.

Pensionsselskabet Danica har ligesom PFA oplevet en stor stigning i antallet af anmeldelser om skader efter stress til sundhedsforsikringen. 

Psykiske lidelser - hovedsageligt stress - er nu den primære årsag til, at Danica udbetaler erstatning for tabt erhvervsevne.

- Det er slet ikke lige så tabubelagt at tale om stress længere, og der er heldigvis kommet mere fokus på området, siger chef for skade og helbred Lone Ryberg til Ritzau.

Hun forklarer udviklingen med, at danskerne har store ambitioner for livet:

- Det skyldes også den måde, vi lever på. Vi vil gerne det hele, både privat og arbejdsmæssigt. Og vi er hele tiden forbundet til sociale medier, så det er sjældent, at vi slapper helt af og kobler helt af, siger hun.

Forsker: Moderne ledelse giver danskerne stress God ledelse er en af nøglerne til at stoppe stressepidemien, siger stressforsker Einar Baldursson fra Aalborg Universitet som reaktion på nye tal, der viser, at flere og flere danskere lider af stressproblemer.

- Vi har også tidligere set tal fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og andre, som viser, at det her får konsekvenser. Prisen kommer jo langsomt. Over tid kan vi se, at den her udvikling i stressforekomster får meget betydelige omkostninger for samfundet, siger Einar Baldursson.

Ifølge stressforskeren er det især tre tendenser i arbejdslivet, der har givet stigningen i stressforekomster.

Dels har flere danskere fået et arbejde, som de er meget motiverede for. Men samtidig er der - især i det offentlige - kommet mere og mere kontrol og evaluering fra ledelsen, som har mistet kontakten med det daglige arbejde.

- Hvis det du gør er vigtigt for dig, så er det en belastning, at du skal spilde tid på det, siger Einar Baldursson.

Og ligeledes er der - især i det private - et større pres for at hele tiden yde mere og mere, mener han.

- Det er de ting, som til stadighed medfører forøgelse af stressbelastningen, siger stressforskeren.

Han mener, at især arbejdsgiverne bærer et ansvar for at få ændret udviklingen.

- Man er nødtvunget til at tage fat på udviklingen i moderne ledelse. Den ansvarlighed, som gerne skulle være bundet op på lederrollen, den er uddelegeret. Ledelse er en stor del af problemet, siger Einar Baldursson fra Aalborg Universitet.

Mange virksomheder arbejder allerede målrettet med at nedbringe stress, siger Anders Just Pedersen, arbejdsmiljøchef i Dansk Industri.

På fagforeningsniveau bliver der ligeledes arbejdet på retningslinjer, som kan nedbringe problemet i fremtiden.

- DI samarbejder med blandt andre fagforeninger om anbefalinger til, hvordan virksomheder kan arbejde med at forebygge stress, så vi kan blive bedre til at løse problemerne, inden de bliver for alvorlige. Det vil vi fortsætte med, siger Anders Just Pedersen.

 

Mest Læste

Annonce