Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Knap halvdelen brød loven ved kontrol: 100.000 kroner i bøde til samme vognmand

Politi

08/04/2024 11:47

J. Bøgen

Der blev også givet bøder på 40.000 og 20.000 kroner.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Tungvogns Center Øst var søndag forbi flere parkeringsområder i Hvidovre, for at følge op på om lastbilchaufførerne overholdt reglerne om ugehvil.

18 udenlandske lastbiler blev kontrolleret, hvor det viste sig, at knap halvdelen afholdt ugehvil i lastbilen.

Fem chauffører fra samme firma var af deres vognmand blevet bedt om at overnatte i lastbilen, i de to nætter ugehvilet varede. Chaufførerne burde have været indlogeret på et hotel eller lignende overnatningssted med adgang til bad, toilet og køkken.

Bøden mod arbejdsgiveren forventes at blive 100.000 kr, så en lastbil blev tilbageholdt som depositum.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Langt fra eneste overtrædelse

To indiske chauffører i den samme lastbil oplyste, at deres arbejdsgiver siden påske havde nægtet dem at betale for indlogering og henvist dem til at sove i lastbilen. Bødekravet mod vognmanden forventes her at blive 40.000 kr., og lastbilen blev tilbageholdt med hjullås.

Sagen bliver nu juridisk vurderet i forhold til, om der er sket brud på straffelovens regler om menneskeudnyttelse.

En anden chauffør havde gennemført ugehvil på 50 timer i lastbilen, og vognmanden indbetalte depositum på 20.000 kr. til dækning af forventet bødekrav mod virksomheden.

En vognmand havde planlagt, at chaufføren skulle gennemføre et ugehvil på 49 timer i lastbilen, men chaufføren havde ved kontrollens start kun afholdt lidt over 43 timer, hvorfor han kunne påberåbe sig, at han gennemførte et såkaldt reduceret ugehvil på mindst 24, men højst 45 timer.

Han fik derfor travlt med at pakke sit udekøkken sammen og køre på hotel for at afholde 6 timers pause, inden ugehvilet kunne nå at kategoriseres som et regulært ugehvil.

En enkelt slap med påtale

En chauffør havde ikke styr på sin udstationeringserklæring, men han var korrekt oprettet i systemet. Han og virksomheden slap denne gang med en påtale og vejledning om, at en sådan erklæring skaber sikkerhed for, at udenlandske chauffører, der kører gods mellem andre lande, modtager løn på overenskomstmæssige vilkår, der matcher de enkelte landes lønninger.

"Vi foretager løbende kontrol af, om ugehvil afholdes efter reglerne. Det er afgørende for sikkerheden på vejene, at chaufførernes får et ordentligt hvil og den velfærd, de har krav på" siger politikommissær Michael Sander, der er leder i Færdselsafdelingen.

Alle chauffører blev henvist til hoteller i området, og det er politiets forventning, at arbejdsgiverne betalte for og frem over betaler for egnet indkvartering til deres ansatte.

Tungvognscenter Øst (TCØ) står for kontrol af tunge køretøjer på hele Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.