Politisk røre om Peter Lofts konsulentjob

Ledelse

14/08/2015 00:11

Nick Allentoft

Sagen om Skatteministeriets tidligere departementschef Peter Lofts rådgiverrolle i autobranchen rejses i Folketinget, skriver Motor-magasinet.

Dansk Folkeparti opfordrer regeringen til at stoppe lønudbetalinger eller finde opgaver til den hjemsendte departementschef, som er blevet hyret af AutoBranchen Danmark som rådgiver i forbindelse med en række versende sager, brancheforeningen har med Skat. Det skriver Motor-magasinet fredag, som er autobranchens uafhængige fagavis.

                Læs også: Peter Loft skal hjælpe autobranchen mod skat

Motor-magasinet erfarer, at AutoBranchen Danmarks kontrakt med Peter Loft vil udløse et folketingsspørgsmål fra skatteordfører Dennis Flydtkjær (DF) til skatteminister Karsten Lauritzen (V):

”Er det rimeligt, at en tidligere departementschef i Skatteministeriet modtager løn af staten, samtidig med at han er ansat i en brancheorganisation som rådgiver?”

- Det problematiske er, at Peter Loft er fuldt lønnet af Skatteministeriet samtidig med sit arbejde for en privat organisation, hvor han rådgiver om de samme ting. Han må vælge. Det er ikke en god forvaltning af skattekroner, siger Dennis Flydtkjær til Motor-magasinet.

- I øvrigt synes jeg, at Peter Loft ikke skal blive ved med at være fritstillet. Man må finde en plads til ham i Skat eller en styrelse, for han er en erfaren embedsmand. Det er ikke holdbart bare at lade ham gå hjemme, slutter Dennis Flydtkjær.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) afviser at kommentere en personalesag. Den politiske kommentar overlades til skatteordfører Louise Schack Elholm (V), som siger god for den hjemsendte departementschefs arbejde for AutoBranchen Danmark.

- Jeg kan ikke se noget problem i det, så længe Peter Loft ikke misbruger informationer, som han har fået som departementschef - og det tror jeg ikke, at han gør, siger Louise Elholm til Motor-magasinet.

Mest Læste

Annonce