47,6 mio. kroner til klogere velfærd

08/11/2010 14:02

Nick Allentoft

En smartphone, der giver autister mulighed for at deltage i skoleundervisningen på lige fod med deres jævnaldrende. Et online selvhjælpsprogram, der bekæmper angst og fobi. En intelligent skraldespand, der komprimerer affaldet og med lys og lyd gør det sjovt at ramme spanden.

Det er alle projekter, der har modtaget støtte fra ABT-fonden (Anvendt Borgernær Teknologi) som led i en aftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. 13 konkrete projekter støttes med i alt 47,6 mio. kroner.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen ser et stort potentiale i de nye projekter, fordi de giver inspiration til at levere mere og bedre velfærd for de samme penge:

”Projekterne er en øjenåbner for hele den offentlige sektor. Det her giver os alle inspiration til, hvordan vi kan løse opgaverne klogere til gavn for medarbejdere, borgere og den offentlige økonomi. Det er ekstra vigtigt med nytænkning i en tid, hvor demografien rammer os stadig hårdere, og vi samtidig skal rette op på samfundsøkonomien.”

Med støtte fra ABT-fonden er der netop gennemført et pilotprojekt i Syd- og Sønderjyllands politikreds, som viser, at videokonferencerne sparer politiet tid ved fangetransporter til retssalene og minimerer risiko for flugtforsøg. Som led i Finansloven er det derfor besluttet at undersøge mulighederne for at udbrede videokonferencer til alle landets arresthuse. Derudover er der reserveret 33,4 mio. kroner til en samlet telemedicinsk indsats, især for kroniske

patienter med sygdomsforløb, der går på tværs af forskellige behandlere i sundhedsvæsenet.

I alt er der afsat 3 mia. kroner til ABT-projekter, og pengene administreres af ABT-fonden. Fondens levetid er blevet forlænget med et år, så der nu kan ansøges om midler helt frem til 2016.

Kernen i fondens arbejde er, at investeringerne skal bruges som en løftestang for udvikling og

effektivisering i den offentlige sektor – til gavn for borgere og medarbejdere.

Mere om tre af de 13 projekter, der modtager støtte i forbindelse med finansloven for 2011:

Smartphone giver autister bedre hverdag: Børn med autisme eller ADHD har som regel lettere ved at forstå visuelle informationer end mundtlige beskeder. Derfor skal en PDA/SmartPhone med ikoner, billeder og påmindelser støtte børnene, så de har lettere ved at modtage undervisning i den almindelige folkeskole.

Fear Fighter: Ca. 350.000 personer i Danmark lider af behandlingskrævende angst og fobi. FearFighter er et nyt online selvhjælpsprogram, der skal give brugeren indsigt i sin egen sygdom. Programmet inkluderer et egentlig behandlingsmodul, der gennem individuelt tilpassede opgaver giver brugeren konkrete redskaber til at løse hverdagens problemer.

Interaktive skraldespande: Kommunerne bruger mange ressourcer på at tømme affaldskurve og fjerne affald, der bliver smidt på gader og i parker. Den nye affaldskurv komprimerer affaldet ved hjælp af strøm fra solceller, så den kan rumme 5-6 gange så meget. Spanden gør det også sjovere at smide sit skrald i skraldespanden i stedet for på gaden, fordi der kvitteres med lys og sjove lyde, når man rammer.

Læs Aftale om udmøntning af midler fra ABT-fonden 

Læs om alle de nye ABT-projekter

Mest Læste

Annonce