Akutpakke til 332 millioner kroner skal hjælpe mennesker på dagpenge i job

31/08/2012 13:09

Beskæftigelsesministeriet

Regeringen og de centrale aktører på det danske arbejdsmarked er blevet enige om at sætte akut og massivt ind for at hjælpe de mange mennesker, der frem til næste sommer risikerer at opbruge deres ret til dagpenge, hvis de ikke finder et arbejde. Regeringen har aftalt en række konkrete initiativer til i alt 332 millioner kroner med LO, DA, AC, FTF, KL og A-kassernes Samvirke.

Læs aftaleteksten her

Akutpakken betyder i første omgang, at:

Der oprettes et særligt jobberedskab i a-kasser og jobcentre, der består af medarbejdere, som har til opgave at hjælpe arbejdsløse, der er på vej til at opbruge retten til dagpenge.
Alle arbejdsløse, der har seks måneder eller mindre tilbage af deres dagpengeperiode, og som frem til sommer risikerer at opbruge deres dagpengeret, får et brev fra a-kassen og bliver opfordret til at henvende sig til jobberedskabet.
Arbejdsløse, der henvender sig, får ret til hurtig og ekstraordinær hjælp og støtte til at komme i job.
Jobcentret tager kontakt til alle arbejdsløse, som jobberedskabet i jobcentret ikke har talt med. Det vil ske senest en måned efter, at der er sendt et brev fra a-kassen.

Alle arbejdsløse, der har behov for en mere intensiv hjælp, får:

Ret til et intensivt jobformidlingsforløb med en personlig jobformidler.
Bedre mulighed for at få et vikarjob via jobrotationsordningen.
Ret til opkvalificeringsjob.
Ret til hurtigt at få bevilget virksomhedspraktik eller job med løntilskud.

”Vi står med en ekstraordinær udfordring, som kræver en ekstraordinær indsats for de mennesker, der er berørt. Derfor er jeg glad for den løsning, vi i fællesskab er kommet frem til. Det er en løsning, der tager udgangspunkt i god gammeldags jobformidling. For uanset hvad, så bør vi kunne samles om, at det bedste perspektiv for arbejdsløse er at komme tilbage i job frem for at hænge fast på dagpenge,” siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.

”Det er i tider som disse, at vi skal vise, at vi står sammen på det danske arbejdsmarked. Alle os, der har et særligt ansvar for at få folk i job, har givet hinanden håndslag på, at vi nu står sammen om at bruge den sidste tid af den forlængede dagpengeperiode til at skaffe så mange som muligt i job,” siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.

Aftaleparterne vil følge indsatsen tæt og mødes igen for at gøre status.

Mest Læste

Annonce