Center for Socialøkonomi: Førtidspensionister vil gerne arbejde

04/10/2010 14:09

Nick Allentoft

En ny undersøgelse af førtidspensionister i socialøkonomiske virksomheder viser, at førtidspensionister gerne vil arbejde og har gode muligheder for det i socialøkonomiske virksomheder, der på den ene side tager særlige individuelle hensyn, men som samtidig skaber helt almindelige arbejdspladser.

Men mange førtidspensionister er bange for at miste retten til deres pension, hvis det evt. viser sig, at de på sigt ikke kan klare arbejdet. Der er derfor brug for større fleksibilitet og mindre bureaukrati i et nyt før-tidspensionssystem.

Center for Socialøkonomi har undersøgt 20 socialøkonomiske virksomheders erfaringer med ansættelse af førtidspensionister i socialøkonomiske virksomheder. De socialøkonomiske virksomheder fremhæver selv, at de har en styrke i arbejdet med førtidspensionister i kraft af den rummelighed, arbejdspladsen er bygget op om.

”Det ligger simpelthen i virksomhedens værdisæt at skabe en arbejdsplads, der tager hensyn til medarbejdernes særlige behov i tilrettelæggelsen af arbejdsdagen, og det giver nogle klare fordele, når man har medarbejdere i støttet beskæftigelse”, siger Lars René Petersen, direktør i Center for Socialøkonomi. ”Særligt det faktum, at der er tale om reelle job i reelle virksomheder er med til at rykke medarbejderne fra løntilskudsjob til fx fleksjob”.

Men mange førtidspensionister er bange for at miste retten til deres pension, hvis de ansættes i et job, de i perioder ikke kan varetage. Og det afholder mange, der kunne komme i arbejde, fra at gøre det. Samtidig tilkendegiver de socialøkonomiske virksomheder klart, at der er behov for individuel støtte, hvis førtidspensionisterne skal fast-holdes i arbejde og flyttes fra løntilskudsjob til fleksjob eller ordinær beskæftigelse.

De socialøkonomiske virksomheder oplever systemet som ufleksibelt og bureaukratisk, og det er et problem i et samfund, der har behov for at så mange som muligt kan bidrage på arbejdsmarkedet. Blandt de konkrete forslag til den førtidspensionsreform, der lige nu forhandles på Christiansborg, er derfor, at man med et nyt system skaber sikkerhed omkring retten til en pension, og ser på en ny type ydelse. Der efterspørges simpelthen fleksibilitet i varighed, revurdering og afklaringsmuligheder, og endelig næves behov for mentorordninger og efteruddannelse til virksomheder som centrale behov.

Læs hele undersøgelsen her

Mest Læste

Annonce