Danmarks Konvergensprogram 2011 og det Nationale Reformprogram

09/05/2011 22:47

Nick Allentoft

Danmark har i dag fremsendt sit Konvergensprogram og Nationale Reformprogram til EU. Konvergensprogrammet og reformprogrammet er udarbejdet i overensstemmelse med hhv. EU’s Stabilitets- og Vækstpagt og Europa2020-strategien, den europæiske strategi for vækst og beskæftigelse.

I lyset af den økonomiske krise og de store offentlige underskud er der på europæisk plan blevet truffet beslutninger om en styrkelse af den økonomiske overvågning i EU.

Koordinationen sikres gennem indførelsen af et såkaldt europæisk semester, som sikrer, at landenes samlede økonomiske politik kan drøftes i EU i foråret, inden landene går i gang med deres egne, selvstændige finanslovsprocesser. Det Europæiske Semester inkluder alle aftalte elementer af den fælles, europæiske økonomiske overvågning. Det betyder bl.a., at Stabilitets- og konvergensprogrammerne samt de Nationale Reformprogrammer afleveres på samme tid i foråret, så de efterfølgende kan vurderes samtidig af medlemslandene og Kommissionen. De fastholdes dog som separate instrumenter.

Danmarks Konvergensprogram for 2011 viser at - hent det her:

* Krisen og de finanspolitiske lempelser i 2009 og 2010 har skærpet de finanspolitiske udfordringer, dansk økonomi står over for.
* For at sikre balance på de offentlige finanser i 2020 kræves initiativer for ca. 47 mia. kr. Med Genopretningsaftalen, der indeholder tiltag for 24 mia. kr., bliver udfordringen frem mod 2020 halveret.
* Genopretningsaftalen og den planlagte finanspolitik i øvrigt indebærer, at henstillingen fra EU efterleves.
* Med reformudspillene i Reformpakken 2020 håndteres den resterende udfordring frem mod 2020 og de offentlige finanser bringes i balance. Reformerne skaber plads til en vækst i det offentlige forbrug på godt 4 mia. kr. (0,8 pct.) i 2014-2020. Samtidig skønnes reformudspillene at øge vækstpotentialet med ca. ½ pct. om året i samme periode.
* Der er fremlagt forslag til en væsentlig styrkelse af styringen af de offentlige udgifter, således at udgifterne kan forventes at stige som planlagt.

Danmarks Nationale Reformprogram for 2011 viser - hent det her:

Reformtiltag, som Danmark allerede har taget og vil tage for at bidrage til opfyldelsen af Europa2020-strategiens fem overordnede EU-målsætninger. De nationale danske mål er:
* En strukturel beskæftigelsesfrekvens på 80 pct.(strukturelt)
* 3 pct. af BNP skal investeres i forskning og udvikling
* Reduktion af de ikke-kvoteomfattede udledninger med 20 pct. i 2020, forøgelse af den andel af det udvidede endelige energiforbrug, der stammer fra vedvarende energikilder (VE) til 30 pct. i 2020 og en absolut reduktion i bruttoenergiforbruget i 2020 på 4 pct.
* Reduktion i skolefrafaldet til mindre end 10 pct. for de 18-24-årige og forøgelse af den andel af de 30-34-årige, der har afsluttet en videregående eller tilsvarende uddannelse til mindst 40 pct.
* Mindske antallet af personer i husstande med lav beskæftigelse med 22.000 frem mod 2020.

Identificering af de vigtigste nationale flaskehalse for langsigtet vækst samt angivelse af hvorledes disse adresseres gennem passende strukturreformer m.v. med henblik på at skabe nye vækstmuligheder og en forbedret konkurrenceevne. De nationale udfordringer er: demografiske udfordringer, lav produktivitetsvækst, utilstrækkelig konkurrence, uddannelsesmæssige udfordringer, et samfund uafhængigt af fossile brændsler samt gældsniveauet i danske husholdninger.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen udtaler:

- De centrale fokusområder i den økonomiske politik er at sikre sunde offentlige finanser efter krisen samt at styrke betingelserne for vækst i velstanden og høj beskæftigelse de kommende år.

I Konvergensprogrammet viser vi, hvordan regeringen vil løse de finanspolitiske udfordringer, dansk økonomi står over for. Med Reformpakken 2020 har regeringen fremlagt konkrete forslag til reformer, der håndterer udfordringerne og skaber balance mellem de offentlige indtægter og udgifter i 2020.

Det er helt afgørende at skabe balance, blandt andet fordi krisen har betydet, at de finansielle markeder har øget fokus på udviklingen i underskud og gæld og på landenes håndtering af udfordringen med at sikre sunde offentlige finanser.

Det er samtidig vigtigt at skabe nye vækstmuligheder og forbedre konkurrenceevnen. I reformprogrammet præsenterer vi de reformtiltag, som Danmark allerede har taget og vil tage for at skabe nye vækstmuligheder og forbedre konkurrenceevnen.

Regeringen arbejder målrettet på at skabe bedre uddannelser, vi fokuserer på innovation og grøn teknologi og vil øge arbejdsudbuddet med en tilbagetrækningsreform, ved at studerende kommer hurtigere gennem uddannelserne og færre kommer på førtidspension.

Mest Læste

Annonce