Etisk kodeks strammer regler for lægers samarbejde med lægemiddelkonsulenter

28/06/2011 00:21

Nick Allentoft

LÆGEFORENINGEN er på vej med en etisk kodeks, der skal regulere lægemiddelkonsulenters besøg hos læger. Det skal bl.a. stoppe reklame for off-label brug af lægemidler. Lægeforeningen opfordrer Lægemiddelindustriforeningen til at bakke op om den nye etiske kodeks.

Lægeforeningen er på vej med en etisk kodeks, der skal regulere lægemiddelkonsulenters besøg hos læger.

Skal stoppe uopfordrede anbefalinger
Ifølge den nye kodeks bør læger i almen praksis og speciallægepraksis kun modtage besøg fra lægemiddelkonsulenter, hvis besøget er aftalt i forvejen, og emnet for mødet ligeledes er aftalt og afgrænset.

Den nye regel skal bl.a. dæmme op for, at repræsentanter fra medicinalindustrien uopfordret anbefaler, at lægemidler bruges til behandling af lidelser, som de ikke er godkendt til.

Effekter af medicin skal være forskningsbaseret
”Mange læger oplever, at lægemiddelkonsulent på vej ud af døren lige anbefaler, at et lægemiddel bruges til andre sygdomme end dem, det af myndighederne er godkendt til. Det er ikke tilladt, og det vil vi meget gerne forhindre”, siger Yves Sales, formand for Lægeforeningens lægemiddeludvalg.

Den nye kodeks præciserer, at lægemiddelkonsulenters oplysning om et givet lægemiddels effekt skal være baseret på forskning af anerkendt kvalitet, og resultaterne skal videregives i en gennemskuelig og logisk form.

Ingen kuglepenne og andre gaver
De nye regler forbyder desuden helt, at læger modtager nogen som helst gaver fra lægemiddelkonsulenten.

”I dag er det tilladt for læger at modtage småting som kuglepenne, kalendere osv., men det vil vi gerne stoppe. Budskabet skal ikke kunne misforstås, så der står: 0 gaver - selv ikke af ubetydelig værdi”, siger Yves Sales.

Opfordrer LIF til at bakke op
I første omgang er der tale om en kodeks, som alene henvender sig til læger.

”Vi mener, at det er meget naturligt at starte hos os selv. Men Lægeforeningen vil kraftigt opfordre Lægemiddelindustriforeningen til at bakke op om den nye kodeks”, siger Yves Sales.

Den nye kodeks skal endeligt godkendes i Lægeforeningens bestyrelse til august.

Mest Læste

Annonce